xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Monitorering af forløbstider på kræftområdet - årsrapport 2022

Denne årsrapport viser tal for forløbstiderne i kræftpakkeforløbene i 2022. Sundhedsstyrelsen kommenterer på data for forløbstiderne, som er opgjort af Sundhedsdatastyrelsen.

ANALYSER 22 MAJ 2023

I kræftpakkeforløbene har Sundhedsstyrelsen anbefalet faglige rettesnore for, hvor lang tid der bør gå fra, at en patient starter i udredning til behandling starter (standardforløbstider). Konkrete forhold som f.eks. anden betydende sygdom (komorbiditet), særligt kompliceret sygdomsforløb eller hensyn til patientens eget ønske kan betyde, at forløbstiden for den enkelte patient afviger fra standardforløbstiden.

Rapporten viser, at på landsplan blev 74 % af patienter i kræftpakkeforløb udredt og behandlet inden for det anbefalede tidsrum i 2022. På det regionale niveau varierer andelen af registrerede forløb, der blev gennemført inden for standardforløbstiden fra 65 % i Region Sjælland til 80 % i Region Nordjylland. Udviklingen viser, at der er sket et fald i løbet af de seneste år, og andelen i 2022 er således den laveste andel målt i Sundhedsdatastyrelsens årsopgørelser på kræftområdet.

Opgørelsen for 2022 viser, at det især er for pakkeforløb for brystkræft og de urologiske kræftformer, at regionerne har en lavere andel forløb gennemført inden for de anbefalede forløbstider. 

Der ses desuden en stigning i antallet af patienter der opstartes i et pakkeforløb for kræft i 2022 i forhold til 2021, mens andelen af forløb hvor kræftdiagnosen blev bekræftet, er lavere end de tidligere år.

Sundhedsstyrelsen drøfter årsrapporten og udviklingen på kræftområdet med regionerne i Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet. I drøftelserne vil indgå et særligt fokus på den faldende andel af forløb inden for standardforløbstiderne og den generelle aktivitet i sundhedsvæsenet i 2022.

  • 160.689 patientforløb blev registreret med udredning i et pakkeforløb for kræft 2022
  • I 39.323 af disse forløb blev kræftdiagnosen bekræftet eller der var fortsat begrundet mistanke om kræft
  • 74 % af alle kræftpatienter, der gennemførte et pakkeforløb for kræft i 2022, kom i behandling inden for Sundhedsstyrelsens anbefalede forløbstider
  • På det regionale niveau er andelen af registrerede forløb, der blev gennemført inden for standardforløbstiden, 80 % i Region Nordjylland, 75 % i Region Midtjylland, 75 % i Region Syddanmark, 73 % i Region Hovedstaden og 65 % i Region Sjælland

Se desuden

Sundhedsdatastyrelsen: Monitorering af kræftområdet