xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Om abort i Danmark

Her kan du læse om, hvornår vi fik fri abort i Danmark og finde fakta om abort.

I Danmark blev fri abort indført i 1973. Der er fri abort frem til udgangen af 12. graviditetsuge (uge 11+6 dage). Fri abort betyder, at abort er lovligt og at en gravid selv bestemmer, om hun vil have en abort eller ej. Før 1973 skulle den gravide ansøge om at få en abort. 

Fakta om abort: 

I Danmark bliver der foretaget mellem 14.000-15.000 aborter om året. Det svarer til, at der bliver lavet ca. 12 aborter om året pr. 1000 kvinder i den fødedygtige alder. 

Det er både kvinder som i forvejen har børn, og kvinder som ikke har børn, der får aborter. En abort kan fx være rigtig for dig hvis du ikke vil have børn, hvis du ikke er klar til at få børn endnu, eller hvis du allerede har de børn, som du vil have. Det er kun dig selv, måske sammen med din partner, som kan træffe beslutningen om, hvad der er rigtigt for dig eller jer. 

Der findes to metoder til at foretage en abort: medicinsk abort og kirurgisk abort. Hvilken type af abort du kan få, afhænger blandt andet af hvor langt du er henne i graviditeten. Begge metoder er meget sikre, og har ikke betydning for, om du senere kan få børn.

Opdateret 15 FEB 2023