xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
Bedre måltider til ældre
Madens kvalitet

Mellemmåltider med forskellige grundsmage glæder plejehjemsbeboere i Faxe Kommune

Mellemmåltider er vigtige for plejehjemsbeboernes ernæring og forplejning. For at motivere beboerne til at spise flere mellemmåltider og tage højde for deres forskellige præferencer, har plejehjemsbeboerne i Faxe Kommune nu mulighed for at vælge mellem mellemmåltider med hver sin grundsmag.

Opdateret 05 APR 2022

De fleste plejehjemsbeboere er småtspisende og har svært ved at holde vægten (Sundhedsstyrelsen, 2017). Derfor har Faxe Kommune, på baggrund af en ide udviklet af en tidligere diætiststuderende, givet beboerne flere valgmuligheder pr dag og optimeret mellemmåltiderne, som tidligere primært bestod af de samme søde sager, der ikke altid faldt i beboernes smag. For nogen er det for eksempel for tungt med flødeskum på fromage, og nogen foretrækker en ostemad frem for kage om eftermiddagen.

De nye retter tager udgangspunkt i de fem grundsmage - sødt, syrligt, salt, bittert og umami og varierer fra det, beboerne får serveret til hovedmåltiderne. Et eksempel på et mellemmåltid med salt som grundsmag er butterdejssnegle med pesto, som flere beboere synes er en interessant ny ret at prøve.

Før blev beboerne blot tilbudt en enkelt slags mellemmåltid, men nu tilbydes der hver dag to til tre mellemmåltider med forskellige grundsmage. Udvalget af mellemmåltider udvikler sig efter beboernes ønsker og indeholder yndlingsretter, som beboerne er særligt glade for. Flere af de småtspisende er glade for flydende drikke som varm kakao med flødeskum om aftenen, hvor de ikke har den store appetit. Derudover hitter særligt mellemmåltider inden for de søde og salte smage -  for eksempel is eller chips med dip. Plejehjemsbeboerne er glade for de nye og forskellige valgmuligheder og nyder at sidde med en lille dessert eller en lille pose chips, når de for eksempel ser fjernsyn om aftenen. Så flere valgmuligheder motiverer beboerne til at spise flere mellemmåltider.

Udviklingen af mellemmåltidstilbuddene sker i fire trin

nummer et

Plejecenterets køkkenpersonale tilbereder forskellige mellemmåltider

Hver dag tilbereder køkkenpersonalet to til tre forskellige retter som mellemmåltider. I køkkenet hænger en oversigt over de mellemmåltider, der kan tilbydes under hver sin smagskategori, som inspiration og påmindelse til køkkenpersonalet. Nogle af retterne kan være forberedte og ligge på lager – som for eksempel is og fromage i fryseren. Er der holdbare mellemmåltidsretter tilovers fra dagen før, tilbydes de også. Det primære princip er, at dagens mellemmåltider har forskellige grundsmage, og at de bliver skiftet ud og varierer i løbet af ugen, så beboerne har forskellige valgmuligheder hver dag.
nummer to

Dagens udvalg er synlige for beboerne

Køkkenets oversigt over mellemmåltids-tilbuddene hænger også synligt placeret på en planche i plejecenterets spisestue. Køkkenpersonalet sætter smileys på dagens mellemmåltider, så beboerne kan se, hvilke valgmuligheder de har på dagen.
nummer tre

Mellemmåltiderne er tilgængelige for personalet og beboerne

Køkkenpersonalet sætter en bakke med dagens udvalg af mellemmåltider i køleskabet i plejehjemmets spisestue. På den måde kan plejepersonalet se, hvilke mellemmåltider de kan tilbyde beboerne på dagen – uden at skulle hente det i køkkenet. Beboere, der er i stand til det, har adgang til køleskabet i spisestuen og kan tage et mellemmåltid, når det passer dem. Det er dog som udgangspunkt plejepersonalets ansvar at orientere beboerne om dagens udvalg af mellemmåltider og at servere det for beboerne. Plejepersonalet kan for eksempel tage bakken med mellemmåltiderne med rundt, når de tilbyder eftermiddagskaffe. Hvis bakken i køleskabet er tom, beder plejepersonalet køkkenet om at fylde den op med flere mellemmåltider. 
nummer fire

Køkkenpersonalet tilretter udvalget af mellemmåltider ud fra beboernes ønsker

Køkkenpersonalet er i løbende dialog med plejepersonalet om udvalget af mellemmåltider. På den måde opdateres de om, hvilke retter der hitter blandt beboerne. Plejepersonalet taler også med beboerne om, hvad de kunne tænke sig mellem måltiderne og giver besked til køkkenet – enten på plejecenterets ugentlige triageringsmøder eller løbende. Køkkenpersonalet udskifter løbende udvalget af mellemmåltider, så det passer til borgernes ønsker og nye idéer. Når køkkenpersonalet udvikler nye retter, sørger de for, at de er energitætte og rige på protein.

Oversigt over mellemmåltider understøtter implementering af konceptet

Konceptet med at tilbyde forskellige mellemmåltider under de fem grundsmage er udviklet af Helena Dominiak, der som diætiststuderende skrev bacheloropgave om ældre og sensorisk præference. Konceptet er udviklet i samarbejde med personalet på Plejecenter Tycho Brahes Vej i Faxe Kommune. Der er stor ledelsesmæssig opbakning til konceptet, og i dag er tilbuddet om forskellige valgmuligheder inden for mellemmåltider implementeret i alle kommunens plejecentre.

For at implementere tilbuddet om forskellige mellemmåltider er det vigtigt, at både ledere, køkkenpersonale og plejepersonale er bekendte med konceptet og synes, det er en god idé. Oversigten over forskellige mellemmåltider er især nyttig i opstarten, fordi den giver køkkenpersonalet inspiration til, hvad de kan lave inden for de forskellige grundsmage. Når oversigten med dagens udvalg hænger synligt fremme, minder det også både plejepersonalet og beboerne om de forskellige valgmuligheder.

Plejecentre, der ikke har mellemmåltidsoversigten hængende i beboernes spisestuer, anvender fristefade med to til tre forskellige mellemmåltider, som bæres rundt til beboerne.

 

Beboerne er glade for det. Det, de har givet udtryk for, er, at det er dejligt med noget forskelligt. De har også fået ting, de ikke har fået før. Bailey-drik og sådan noget. De vil rigtig gerne prøve noget nyt.

- Bente Rasmussen, leder af plejehjemskøkkenerne i Faxe Kommune

Beboerne smager forskellige retter

Beboerne er glade for, at de kan vælge mellem flere mellemmåltider. De synes, det er spændende med retter, der er anderledes end de sædvanlige måltider. Plejehjemspersonalet oplever, at beboerne spiser mere og smager på forskellige mellemmåltider.

Køkkenpersonalet finder det inspirerende at gøre sig nye tanker om, hvilke mellemmåltider de kan servere for beboerne, og hvordan de kan præsentere det på en indbydende måde. Det sker blandt andet gennem den løbende udvikling af mellemmåltidsoversigten, hvor køkkenpersonalet finder på nye mellemmåltider, som de anretter pænt og tager billeder af til oversigten.


Gode råd fra Faxe Kommune

gode råd

  • Sørg for opbakning. Alle nye tilbud kræver en aktiv indsats, der kan opleves som tidskrævende fra personalets side. Derfor er det vigtigt, at både ledere, køkkenpersonale og plejepersonale er med på idéen og bakker op for at få en god opstart.
  • Invitér en fagperson – som for eksempel en diætist eller kostvejleder - ud på plejecentrene til at fortælle medarbejderne og beboerne om, hvorfor det er godt for dem at spise mellemmåltider.
  • Tal med beboerne om, hvad de gerne vil spise eller smage, og sørg for hurtigt at sætte deres ønsker på mellemmåltidsoversigten.
  • Oversigten over forskellige mellemmåltider er et godt og synligt redskab, der kan inspirere køkkenet og friste beboerne.