Information til gravide
En sund graviditet er vigtig for både dig og dit barn. Det er bedst for jer begge, hvis du spiser sundt, er fysisk aktiv og holder dig fra nikotinprodukter, alkohol og stoffer. Du bør også tage de anbefalede kosttilskud. Snak med din læge, hvis du tager medicin, gerne allerede når du planlægger graviditet.
Når du er gravid, modtager barnet næringsstoffer og ilt – og eventuelle skadelige stoffer – fra dit blod gennem moderkagen og til navlestrengen. Dit og barnets blod udveksler stofferne via en tynd hinde i moderkagen. Skiftet af stoffer sker glidende og effektivt, og det betyder at barnet meget hurtigt påvirkes, hvis du fx drikker alkohol, ryger eller tager stoffer. Derfor er det vigtigt, at du har sunde vaner under graviditeten.
Sunde vaner - før, under og efter graviditet
At blive forælder er en af de mest omvæltende begivenheder i livet – både psykologisk, socialt og identitetsmæssigt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du som kommende forælder spiser sundt, er fysisk aktiv og holder dig fra nikotinprodukter, alkohol og stoffer under graviditeten for at gavne dig selv og barnets udvikling. De vaner er vigtige for at fremme barnets sunde udvikling.
Tag så lidt medicin som muligt, det gælder også håndkøbsmedicin og naturlægemidler.
Hvis du er i behandling med medicin, må du drøfte den videre behandling med din læge - gerne inden du bliver gravid eller ved din første graviditetsundersøgelse. Nogle præparater skal nemlig undgås under graviditet – andre er det vigtigt at fortsætte med.
I pjecen Sunde vaner - før, under og efter graviditet kan du læse om Sundhedsstyrelsens anbefalinger til, hvordan du bedst muligt sikre en sund start på livet for dit barn.