xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Kighostevaccination til gravide

Kighoste kan være en alvorlig og potentielt livstruende sygdom hos de helt små børn, særligt inden de selv er gamle nok til at blive vaccineret mod kighoste. Kighostevaccination af gravide beskytter spædbarnet mod kighoste i de første levemåneder. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide bliver vaccineret i andet eller tredje trimester.

Gravide kan blive vaccineret hos egen læge. Det er gratis for gravide at blive vaccineret mod kighoste.

Læs mere om vaccinationstilbuddet mod kighoste til gravide nedenfor.

Spørgsmål og svar

1. Hvorfor anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod kighoste til gravide?

Kighoste er en meget smitsom bakterieinfektion, som kan være alvorlig hos spædbørn, særligt i de første levemåneder, inden de er gamle nok til selv at blive vaccineret, når de fylder 3 måneder. Når man vaccinerer gravide mod kighoste overføres antistoffer fra den gravide til fosteret. På den måde beskytter vaccination af den gravide spædbarnet mod kighoste i de første levemåneder.

2. Hvornår i min graviditet skal jeg vaccineres?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret mod kighoste i andet eller tredje trimester. Du kan blive vaccineret hos din egen læge i forbindelse med anden eller tredje rutinemæssige graviditetsundersøgelse i hhv. uge 25 eller i uge 32 eller i forbindelse med anden kontakt i andet eller tredje trimester.

Vaccination mod kighoste anbefales indtil én uge før forventet fødsel, da man herefter forventeligt ikke opnår en beskyttende effekt hos det nyfødte spædbarn.

Hvis du er gravid med tvillinger eller trillinger, eller du af en anden årsag er i risiko for at føde for tidligt, kan du blive vaccineret tidligere i din graviditet, dog tidligst ved fulde 16 graviditetsuger. Du kan tale med din læge eller jordemoder, hvis du er i tvivl, om det gælder dig.

Det anbefales, at du bliver vaccineret mod kighoste ved hver graviditet.

Du kan altid tale med din egen læge eller din jordemoder, hvis du har spørgsmål, eller hvis du er i tvivl, om du bør blive vaccineret under din graviditet.

3. Hvor og hvordan bliver jeg vaccineret?

Du kan blive vaccineret hos din egen læge i forbindelse med anden eller tredje rutinemæssige graviditetsundersøgelse i hhv. uge 25 eller i uge 32 eller i forbindelse med anden kontakt i andet eller tredje trimester.

Vaccinen gives som et enkelt stik. Vaccination mod kighoste til gravide gives i form af en vaccine, som også beskytter mod difteri (strubehoste) og tetanus (stivkrampe).

Du kan blive vaccineret fra den 1. august 2023. Nogle praktiserende læger vil af praktiske grunde ikke kunne vaccinere allerede fra den 1. august 2023, f.eks. på grund af ferie. Hvis det er tilfældet, har man som gravid mulighed for at blive vaccineret hos en anden praktiserende læge.

4. Skal jeg vaccineres ved hver graviditet?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret mod kighoste ved hver graviditet.

5. Er vaccinen sikker for mig og fosteret?

Sundhedsstyrelsen har gennemgået den betydelige mængde evidens og data, som der er tilgængelig om kighostevaccination til gravide, og anbefaler på den baggrund vaccination mod kighoste til gravide. Det er veldokumenteret, at kighostevaccination er sikker for både den gravide og fosteret. Desuden er der bred erfaring med at vaccinere gravide mod kighoste, både fra Danmark og udlandet.

6. Er der bivirkninger ved vaccinen?

De mest almindelige bivirkninger kighostevaccination er milde og kortvarende, fx hovedpine, smerte/rødme/hævelse ved indstikssted samt utilpashed. Risikoen for alvorlige bivirkninger er meget lille.

7. Hvornår skal mit barn selv vaccineres mod kighoste?

Selvom du bliver vaccineret mod kighoste under din graviditet, skal dit barn stadig selv vaccineres mod kighoste som en del af børnevaccinationsprogrammet. Barnet vaccineres første gang, når det er 3 måneder gammelt, og herefter ved 5- og 12-måneders alderen. Det er vigtigt, at barnet vaccineres til tiden, så barnet er bedst muligt beskyttet mod kighoste.

 

Du kan læse mere om børnevaccinationsprogrammet her

Opdateret 19 JUL 2023