xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Disse målgrupper vil blive tilbudt vaccination til efteråret

Sundhedsstyrelsen er klar med efterårets vaccinationsprogram mod covid-19 og influenza. Planen beskriver, hvem der vil blive tilbudt vaccination, med hvilke vacciner og hvornår.

09 JUN 2023

Formålet med efterårets vaccinationsprogram er at beskytte de personer, der er i særlig øget risiko for alvorlig sygdom, hvis de bliver smittet med covid-19 og influenza. Efter flere års covid-19-pandemi ved vi, at alder er den altoverskyggende risikofaktor for, om man bliver alvorligt syg. Det gælder for både covid-19 og influenza. Vaccination mod begge sygdomme er derfor med til at beskytte de personer, som er i øget risiko for et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet.

”Vores vurdering er, at der ikke er afgørende forskel på de personer, der er i øget risiko for alvorligt forløb af covid-19 og af influenza. Derfor vil målgrupperne for vaccination mod de to luftvejssygdomme i høj grad være overlappende i den kommende sæson. Det er også i tråd med, hvad verdenssundhedsorganisationen WHO og EU's smitteagentur (ECDC) anbefaler,” siger Kirstine Moll Harboe, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen forventer, at smitten med de to luftvejssygdomme - covid-19 og influenza - vil stige henover efteråret og vinteren, som det også har været tilfældet de seneste år. 

Derfor er planen, at efterårets covid-19-vaccination bliver tilbudt sammen med den årlige vaccination mod influenza. Begge vacciner bliver tilbudt til personer på 65 år og derover, da alvorlig sygdom forårsaget af covid-19 og influenza i særlig grad rammer denne aldersgruppe.

Derudover er visse personer under 65 år med kronisk sygdom eller særlige tilstande også i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Det gælder for eksempel for personer med svært nedsat immunforsvar. Planen er også at tilbyde vaccination mod begge sygdomme til gravide.

Inden vaccinationsprogrammet sættes i gang, vil Sundhedsstyrelsen melde ud, hvilke målgrupper under 65 år der anbefales vaccination mod covid-19 og influenza.

Vaccinationsindsats fra 1. oktober

Planen er, at efterårets vaccinationsindsats mod både covid-19 og influenza sættes i gang den 1. oktober. 

De fem regioner og Sundhedsstyrelsen er aktuelt ved at planlægge, hvordan udrulningen af efterårets vaccinationsindsats skal forløbe.

Hvor man kan blive vaccineret, hvordan man kan bestille sine vaccinationer og hvem der skal vaccinere vil derfor blive meldt ud på et senere tidspunkt.

Det ligger dog fast, at alle borgere på 65 år og derover vil modtage en invitation til vaccination via Digital Post eller via et fysisk brev med information om, hvor og hvordan de kan blive vaccineret. 

Børn anbefales vaccination mod influenza

Sundhedsstyrelsen anbefaler igen i den kommende sæson 2023/24, at børn i alderen 2-6 år vaccineres mod influenza. Influenzavaccination beskytter barnet mod at blive syg med influenza, reducerer risikoen for at smitte andre i familien og er samtidig med til at mindske influenzasmitten i samfundet. Det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet om vaccination til sit barn. 

”Tilbuddet om influenzavaccination af børn har kun eksisteret i et par år, og der har ikke været så høj en tilslutning hos børneforældrene de to seneste sæsoner. Vi har en meget effektiv og sikker vaccine mod influenza, der gavner både barn, familie og samfund, og vi tror på, at vi kan opnå en højere tilslutning på sigt. Men vi må også erkende, at det kræver tid og tålmodighed, før et vaccinationstilbud bliver velkendt og accepteret blandt forældre,” siger Kirstine Moll Harboe.

Vaccinen til børn bliver ligesom de tidligere år givet som pust i næsen med en næsespray. Sundhedsstyrelsen håber, at flere forældre vil tage imod anbefalingen om vaccination i den kommende sæson, da nye studier har vist, at vaccinen til børn er meget effektiv i forhold til at forebygge influenza hos barnet.”Få børn bliver heldigvis så alvorligt syge med influenza, at de skal indlægges på sygehus. Men influenza er en sygdom, der ofte kræver en del dage med sygdom for barnet. Influenza kan også give komplikationer som eksempelvis lungebetændelse, bronkitis og mellemørebetændelse, og det kan vaccination være med at forebygge,” siger Kirstine Moll Harboe.

Hvis børn ikke tidligere er vaccineret mod influenza, skal de have to pust med fire uges mellemrum. Hvis de tidligere er vaccineret, skal de kun have et enkelt pust. Børn kan også blive vaccineret fra 1. oktober.   

Planlægningsgrundlag for vaccinationsprogram mod covid-19 sæson 2023/24

Statusnotat. Vaccination mod influenza af børn, 2-6 år 

Sundhedsstyrelsens foreløbige indstilling til målgrupper og vaccinetyper til brug for indkøb til influenzavaccinationsprogrammet 2023/24

Sundhedsfaglig vurdering vedr. indkøb af influenzavacciner for sæson 2023/24 

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen

Vores pressemeddelelser og nyheder er opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.

 

Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer

 

Hvis du i dag modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.

Denne nyheds temaer:

 

Pressemeddelelser

Sundhed for alle borgere

Nyt om smitsomme sygdomme og vaccination

Nyt på sundhedsområdet