Ny vejledning skal sikre ensartet kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel
Sundhedsstyrelsen har lavet en vejledning, der skal understøtte kommuner og regioner i implementeringen af det nye kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og/eller med symptomer på psykisk lidelse. Vejledningen skal bidrage til en ensartet og fagligt kvalificeret indsats på tværs af landet.
Vejledningen består af en faglig del, der handler om indhold og organisering af behandlingsopgaven, samt en juridisk del, der giver overblik over de relevante regler og lovgivning, som tilbuddet skal overholde. Vejledningen er særligt rettet mod de kommunale medarbejdere – både ledere og øvrige fagpersoner – der arbejder i det nye tilbud, og som i mange tilfælde ikke tidligere har arbejdet efter bestemmelserne i sundhedsloven og anden relevant sundhedslovgivning.
”Det nye tilbud er etableret, fordi Folketinget har besluttet at gøre det lettere for børn og unge at få behandling for psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Vejledningen beskriver de sundhedsfaglige krav til indholdet, så vi understøtter høj kvalitet og ensartethed,” siger sektionsleder, Julie Hagstrøm.
Med vejledningen bliver der nu sat klare rammer for både indholdet af tilbuddet og den hjælp, der skal gives til børn, unge og deres familier.Formålet med vejledningen er at sikre ensartet praksis på tværs af landet, og at alle kommuner og regioner tilbyder en behandling af høj faglig kvalitet, baseret på gældende lovgivning.
Kommunerne er allerede godt i gang med at etablere tilbuddet, der skal være implementeret inden udgangen af 2025. Der er nedsat en følgegruppe med repræsentanter fra kommunerne, KL, Danske Regioner og andre væsentlige interessenter, der følger arbejdet på nationalt niveau.