Ensomme hjemmehjælpsmodtagere skal have mulighed for civilsamfundsdeltagelse - 2. udmøntning
Regeringen og satspuljepartierne har som led i satspuljeaftalen på ældreområdet for 2019-2022 afsat 20,3 mio. kr. til initiativet ”Fællesskabspulje 2.0: Ensomme hjemmehjælpsmodtagere skal have mulighed for civilsamfundsdeltagelse”. Puljen har til formål at afhjælpe ensomhed blandt svage ældre hjemmehjælpsmodtagere.
Evaluering
August 2022: Arbejdet med puljen er afsluttet. Læs erfaringsopsamlingen: Fællesskab på klippekort
Udmøntning af puljen
Puljen blev udmøntet den 4. juli 2019. Sundhedsstyrelsen har modtaget i alt 17 ansøgninger til et samlet beløb på 47,3 mio. kr. Der er foretaget en faglig vurdering af de indkomne ansøgninger, og på den baggrund er puljens 20,3 mio. kr. fordelt på otte kommuner/projekter. Sundhedsstyrelsen har vurderet ansøgningerne i forhold til formålet med satspuljen og de udmeldte krav i puljeopslaget.
I vurderingen er der lagt vægt på i hvor høj grad følgende kriterier skønnes opfyldt:
- I hvilken grad det i ansøgningen er klart og præcist beskrevet, hvordan projektet understøtter puljens formål. Herudover i hvilken grad, der er opstillet klare og præcise mål for projektet samt kriterier for, hvornår disse mål er nået.
- I hvilken grad der i ansøgningen klart og præcist er beskrevet overvejelser om, hvordan målgruppen opspores samt eksempler på typer af borgere, der vil blive tilbudt fællesskabsklippekortet.
- I hvilken grad der i ansøgningen er beskrevet overvejelser om, hvordan man vil arbejde for, at både hjemmehjælpsmodtagere, der har valgt en offentlig leverandør, og hjemmehjælpsmodtagere, der har valgt en privat leverandør, vil få tilbud om fællesskabsklippekortet.
- I hvilken grad der i ansøgningen klart og præcist er beskrevet overvejelser om, hvordan man vil arbejde med målgruppens motivation til at deltage i sociale aktiviteter i civilsamfundet.
- I hvilken grad indholdet af projektet (vejledning, støtte, motivation og/eller ledsagelse og de aktiviteter, der ledsages til) baseres på eksisterende viden og erfaringer i relation til at afhjælpe ensomhed blandt ældre hjemmehjælpsmodtagere.
- I hvilken grad det i ansøgningen klart og præcist er beskrevet, hvilke medarbejdergrupper der vil indgå i projektet til vejledning, støtte og/eller ledsagelse af borgerne, herunder deres grad af kendskab til borgerne og relevante kompetencer.
- I hvilken grad det i ansøgningen klart og præcist er beskrevet, hvordan administration af fællesskabsklippekortsordningen vil foregå, og i hvilken grad man vil tilstræbe en så enkel og omkostningslav administration som muligt. Herunder i hvilken grad administrationen bygger på eksisterende gode erfaringer med klippekortsordning til de svageste hjemmehjælpsmodtagere i kommunen.
Følgende ansøgere har modtaget tilsagn om støtte:
Favrskov Kommune |
2.150.460 kr. |
Nyborg Kommune |
1.661.795 kr. |
Odense Kommune |
5.678.527 kr. |
Ringkøbing-Skjern Kommune |
1.932.868 kr. |
Sorø Kommune |
2.696.460 kr. |
Struer Kommune |
1.515.000 kr. |
Viborg Kommune |
1.992.660 kr. |
Aabenraa kommune |
2.672.230 kr. |
Samlet oversigt og resumé af projekterne
Baggrund
Puljen kunne søges af kommuner, og fællesskabsklippekortet skal kunne anvendes af hjemmehjælpsmodtagere, uanset om de har en offentlig eller privat leverandør af hjemmepleje.
Målgruppen for puljen er svage ældre hjemmehjælpsmodtagere i eget hjem, der vurderes at have behov for støtte til at deltage i civilsamfundet, da ensomhed er særligt udbredt blandt denne gruppe borgere. Kommuner kunne derfor i denne pulje søge midler til at kunne tilbyde svage ældre hjemmehjælpsmodtagere et fællesskabsklippekort.
Puljeopslag
Puljen blev udmøntet første gang i 2018, hvor der i satspuljeaftalen på ældreområdet var afsat 28,3 mio. kr. Her fik i alt 10 kommuner tilsagn om midler fra puljen: Fællesskabspulje: Ensomme hjemmehjælpsmodtagere skal have mulighed for civilsamfundsdeltagelse (1. udmøntning)
Læs mere om ensomhed blandt ældre i hjemmeplejen i rapporten Styrket indsats mod ensomhed hos ældre mennesker med meget hjemmehjælp (oktober 2016) samt det tilhørende Inspirationskatalog.
Materiale
Udmøntninger
Der er tale om 2. udmøntning. Se desuden 1. udmøntning