Forskning i alternativ/komplementær behandling
I Finansloven for 2016 er der afsat 4 mio. kr. til en pulje som skal støtte forskningsindsatser i alternativ/komplementær behandling.
Puljen blev opslået på Sundhedsstyrelsens hjemmeside den 12. april 2016, og der var ansøgningsfrist den 26. maj 2016.
Puljen var målrettet forskningsindsatser som havde fokus på brobygning mellem konventionelle og alternative/komplementære behandlingsindsatser. Det var et krav, at ansøger til forskningsprojekter skulle være en patientforening, ligesom der var krav om, at repræsentanter for såvel det konventionelle sundhedssystem som alternative/komplementære behandlere/brancheforeninger skulle indgå i projektet. Det var således ikke tilstrækkeligt at anvende alternative behandlinger.
Ved puljens ansøgningsfrist var der indkommet 13 ansøgninger, hvoraf 5 var konditionelle, dvs, at de levede op til de formelle forudsætninger for at kunne blive taget i betragtning.
Projekter
Følgende 4 projekter har modtaget støtte:
Kræftforeningen Tidslerne
Validerede skemaers metode til forskning i alternativ behandling. Projektet søger at undersøge effekten af alternativ behandling via validerede spørgeskemaer, samt udvikle validerede spørgeskemaer, hvor de savnes. I dette projekt ses hver behandling som et selvstændigt forskningsprojekt, og der udregnes signifikanstest på dette. Ved at have reliable evalueringsmetoder, vil der være større mulighed for at bygge bro til det konventionelle sundhedsvæsen.
Kræftens Bekæmpelse
Dialog og rådgivning om alternativ behandling til kræftpatienter. I dette studie afdækkes viden om alternativ behandling i et litteraturstudie. Derudover gennemføres fokusgruppeinterviews med kræftpatienter, læger, sygeplejersker og alternative behandlere med henblik på at kortlægge de forskellige gruppers ønske til rådgivning og dialog om alternativ behandling. På denne baggrund udarbejdes en kursusforløb til sundhedsprofessionelle, og modellen afprøves på en række onkologiske afdelinger.
Landsforeningen af ufrivilligt barnløse
Effekten af 12 ugers akupunkturforløb på AMH og ægreserven hos kvinder med lav ægreserve. Et pilotstudie.
Scleroseforeningen
Effekt af akupunktur på cytokin-niveauer i blodet hos patienter diagnosticeret med multipel sclerose.
Ansøger |
Projekt |
Bevilget beløb |
Kræftforeningen Tidslerne |
Validerede skemaers metode til forskning i alternativ behandling |
1.150.000 |
Kræftens Bekæmpelse |
Dialog og rådgivning |
1.000.000 |
Landsforeningen af ufrivilligt barnløse |
Effekten af 12 ugers akupunkturforløb på AMH og ægreserven hos kvinder med lav ægreserve |
1.000.000 |
Scleroseforeningen |
Effekt af akupunktur på cytokin-niveauer i blodet hos patienter diagnosticeret med multipel sclerose |
850.000 |
Baggrund
Formålet med puljen er at styrke forskningen i alternativ/komplementær behandling.
Baggrunden for at øge fokus på forskning om alternativ/komplementær behandling skal bl.a. søges i, at der i de sidste 25 år er sket en markant stigning i brugen af alternativ/komplementær behandling. Hvor 10 % i 1987 angav at have benyttet alternativ/komplementær behandling inden for det seneste år, var det i 2013 27 % der havde benyttet alternativ/komplementær behandling inden for det seneste år.
Blandt kvinder i alderen 25 – 54 år, er det omkring 40 %, der har benyttet alternativ/komplementær behandling inden for det sidste år, mens 65 – 70 % af kvinderne i denne aldersgruppe angiver at have benyttet alternativ/komplementær behandling på noget tidspunkt. Blandt mænd i denne aldersgruppe er det 45 – 50 %, der angiver at have benyttet alternativ/komplementær behandling på noget tidspunkt.
Særligt blandt borgere med alvorlige eller kroniske lidelser ses stort brug af alternativ/komplementær behandling, således har 80 % af alle gigtpatienter benyttet naturlægemidler eller kosttilskud som komplementær behandling, ligesom hver tredje kræftpatient i Europa benytter alternativ/komplementær behandling som supplement til behandlingerne i sundhedsvæsnet.
Med det stigende fokus på alternativ/komplementær behandling, er der også opstået et behov for at kunne tilbyde bedre rådgivning vedr. forskellige behandlingstilbud, ligesom der er behov for løbende at kvalitetssikre og udvikle den komplementære/alternative behandling Det er ambitionen, at dette initiativ skal bidrage hertil.
Afrapportering fra afsluttede projekter
Her kan du se afrapporteringen fra to af projekterne på puljen.