Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved Værdighedsrejseholdet i 2023
Kommuner og private leverandører på ældreområdet, herunder selvejende institutioner, friplejebogligleverandører og andre, der ejer eller driver plejecentre, inviteres hermed til at ansøge puljen ”Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved Værdighedsrejseholdet i 2023”.
Projektperiode
I puljen er det muligt at søge om læringsforløb, der afvikles fra ultimo marts 2023 til primo december 2023.
Baggrund for projektet
I finansloven for 2021 blev der afsat midler til at videreføre Videnscenter for værdig ældrepleje i perioden 2022-2023. Videnscentret har til formål at understøtte kommunernes arbejde med værdighed i ældreplejen gennem rådgivning, kompetenceudvikling, netværksfacilitering samt formidling af nyeste viden og ’best practice’.
I regi af Videnscenter for værdig ældrepleje er der etableret et værdighedsrejsehold, der forestår praksisnære læringsforløb om værdighed i ældreplejen.
Formål
Det overordnede formål med puljen er at understøtte arbejdet med at sikre værdighed i ældreplejen gennem praksisnær kompetenceudvikling og rådgivning. Fokus er at styrke praksis og igangsætte positive forandringer i det daglige arbejde, herunder det faglige og relationelle arbejde med borgere og pårørende ift. værdighed, samt kultur og samarbejde i medarbejder- og ledelsesgruppen.
Målgruppe
Den primære målgruppe for rejseholdsforløbene er de medarbejdere, der indgår i pleje og omsorg af borgerne. Det forventes desuden, at ledelsen på plejeenheden deltager aktivt i forløbet.
Hvem kan søge?
Alle kommuner og private leverandører, herunder selvejende institutioner, friplejebogligleverandører og andre, der ejer eller driver plejecentre, som har et ønske om at løfte kompetenceniveauet med henblik på en forbedret værdig ældrepleje kan ansøge om deltagelse i et rejseholdsforløb.
Kriterier for udvælgelse af ansøgninger
Ved vurdering af ansøgningerne, vil der blive lagt vægt på følgende kriterier:
- I hvilken grad ansøger kan motivere og beskrive forventninger til udbyttet af læringsforløbet, og hvordan forløbet kan understøtte arbejdet med konkrete udfordringer for værdig ældrepleje.
- I hvilken grad der er ledelsesmæssig forankring og støtte til forløbet.
- I hvilken grad ansøger forventer at understøtte den fortsatte forankring og implementering efter forløbets afslutning.
- I hvilken grad der er en balanceret fordeling mellem ønsket antal læringsgrupper og antal af medarbejdere på de deltagende enheder
Ansøgere, der tidligere har fået tildelt et praksisnært læringsforløb ved Værdighedsrejseholdet, kommer kun i betragtning, hvis der ikke er andre ansøgere, som lever op til kriterierne. Ved et forløb forstås tildelte forløb fra puljerne ”Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved Værdighedsrejsehold” i 2018, 2019 og 2021. Kommuner og private leverandører kan søge til andre plejeenheder, der ikke har fået tildelt et forløb ved Værdighedsrejseholdet. Ansøgere, der lever op til kriterierne, og som ikke tidligere har modtaget et forløb, prioriteres først.
Økonomi
Videnscenter for værdig ældreplejes læringsforløb er gratis for de deltagende kommuner/plejeenheder.
Det betyder, at Sundhedsstyrelsen afholder alle udgifter til Værdighedsrejseholdet, samt de materialer der anvendes i forløbet. Sundhedsstyrelsen giver derudover et tilskud, på 62.000 kr. pr. læringsgruppe, til de udgifter, der vil være i forbindelse med medarbejdernes deltagelse. Dette i form af kompensation til vikardækning og andre projektrelaterede udgifter såsom kontorartikler, lokaleleje og forplejning.
Det må dog påregnes at tilskuddet ikke dækker samtlige udgifter, hvorfor kommunerne/plejeenhederne selv må forvente at afholde en del af udgiften hertil.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er mandag den 3. oktober 2022 kl. 12.00
Ansøgningsmateriale
Spørgsmål og svar
Hvordan relaterer Værdighedsrejseholdet sig til Demensrejseholdet?
Værdighedsrejseholdet og Demensrejseholdet arbejder ud fra samme fundament om den personcentrerede omsorg og benytter mange af de modeller og værktøjer der beskrives i Sundhedsstyrelsens Demenshåndbøger. De arbejder derfor ud fra samme principper, og forskellen ligger i det fokus der anlægges på de forskellige forløb, hvor Demensrejseholdet har et særligt fokus på borgere med demenssygdomme.
Vi har tilmeldt os Sundhedsstyrelsens Implementerings- og læringsforløb. Vil vores viden derfra spille sammen med det Praksisnære læringsforløb ved Værdighedsrejseholdet?
Det er vores erfaring, at læring fra det Praksisnære læringsforløb ved Værdighedsrejseholdet og læring fra Implementerings- og læringsforløbet supplerer hinanden godt. Underviserne fra begge forløb tilpasser indholdet til den specifikke læringsgruppe og de problematikker de aktuelt oplever, både ift. borgerens værdighed, men også ud fra et helhedsbillede på pårørende og kollegaer. På denne måde bygger begge tilbud oven på de erfaringer, metoder og indsatser kommunen aktuelt arbejder med.
Om Implementerings- og læringsforløb
Implementerings- og læringsforløbene tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens Anbefalinger og inspiration til at forebygge, håndtere og lære af udadreagerende adfærd og voldsomme episoder på ældreområdet gennem et dobbeltperspektiv på både borgernes og medarbejderes trivsel. Implementerings- og læringsforløbet består af 5 undervisningsdage med mellemliggende praksisøvelser og strækker sig over 4 – 6 måneder.
Om det Praksisnære læringsforløb ved Værdighedsrejseholdet
Det Praksisnære læringsforløb ved Værdighedsrejseholdet har til formål at uddanne 10-14 værdighedsambassadører, som klædes på til at styrke borgerens livskvalitet, selvbestemmelse og værdighed i hverdagen. Læringsforløbet består af 12 læringsaktiviteter og løbende medarbejdersupervision og ledelsessparring, der strækker sig over 4 - 6 måneder. Som en del af forløbet, er der et særligt ledelsesspor, som klæder ledelsen på til at understøtte implementeringen og effekten af læringsforløbet
Benyttes Værdighedshjulet som redskab på forløbet?
Værdighedshjulet indgår som et af flere redskaber igennem forløbet, som et værktøj til at undersøge og tale om den enkelte borgers livskvalitet, selvbestemmelse og værdighed.
Vi har tidligere haft et Praksisnært læringsforløb ved Værdighedsrejseholdet i kommunen og vil meget gerne have det bredt ud til andre plejeenheder i kommunen. Vil vi komme i betragtning, hvis vi sender en ansøgning afsted?
I puljeopslaget fremgår det at: ”Ansøgere, der tidligere har modtaget et forløb ved Værdighedsrejseholdet, kommer kun i betragtning, hvis der ikke er andre ansøgere, som lever op til kriterierne. Ved et forløb forstås tildelte forløb fra puljerne ”Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved Værdighedsrejsehold” i 2018, 2019 og 2021. Kommuner og private leverandører kan søge til andre plejeenheder, der ikke har fået tildelt et forløb ved Værdighedsrejseholdet. Ansøgere, der lever op til kriterierne, og som ikke tidligere har modtaget et forløb, prioriteres først.”
Det betyder, at hvis man som kommune tidligere har fået tildelt forløb, og ønsker at udbrede forløbet til andre enheder, kan man ansøge om nye forløb i puljen. Vi prioriterer dog at komme ud i kommuner der ikke er blevet tildelt et praksisnært læringsforløb tidligere. Hvem der får tildelt et forløb, kommer an på ansøgerfeltet i den enkelte runde.
Ansøger man som kommune eller plejeenhed?
Kommunale ansøgere skal søge som samlet kommune og ikke som enkelte plejeenheder.
Se desuden
Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved Værdighedsrejseholdet i 2024
Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved Værdighedsrejseholdet i 2022
Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved værdighedsrejsehold - 2. opslag
Praksisnært læringsforløb om værdighed i ældreplejen ved værdighedsrejsehold