Struktur på sundheden - inspiration til sundhedsindsatser til borgere med psykiske lidelser
Materialet har til formål at videreformidle to konkrete tilgange til, hvordan sundhedsindsatser til borgere med psykiske lidelser kan tilrettelægges, implementeres og fastholdes.
Sundhedsstyrelsen præsenterer i materialet "Struktur på sundheden" to tilgange til arbejdet med sundhedstilbud til borgere med psykisk lidelse; Sundhedspakken og livsstilsvejledning.
Borgere med psykiske lidelser dør 15-20 år tidligere end gennemsnitsdanskeren. I ca. 60 procent af tilfældene kan overdødeligheden tilskrives somatiske sygdomme som især hjertekar-sygdomme, blodprop i hjernen, og hjerneblødning.
Samtidig viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2013, at borgere med psykiske lidelser har større interesse for at ændre livsstil end den generelle befolkning, fx ønsker 76,6 procent af dagligrygerne blandt denne gruppe at stoppe med at ryge mod 73,1 procent i den øvrige befolkning. Og 68,6 procent ønsker at tabe sig mod 54,3 procent i den øvrige befolkning.
For mennesker med psykisk lidelse er det en særlig stor udfordring at ændre livsstil. De psykiske lidelser kan gøre det svært at opretholde motivationen eller deltage i aktiviteter med andre. Samtidig kan medicinen i sig selv være en barriere. Borgere med psykisk lidelse har derfor i særlig høj grad brug for et miljø og tilbud, der understøtter vejen til et sundere liv.
Struktur på sundheden præsenterer en række konkrete råd, redskaber og metoder, som har vist gode erfaringer i forhold til rekruttering og implementering af sundhedsindsatser. Materialet er målrettet kommuner og socialpsykiatriske tilbud.
Publikationen kan også bestilles hos Rosendahls-Schultz Distribution, telefon 70 26 26 36 eller via e-mail: distribution@rosendahls.dk mod betaling af porto og ekspeditionsgebyr.
Se desuden