Farmakologisk behandling af nikotinafhængighed
Artikel fra Rationel Farmakoterapi 3, 2023
Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.
Formålet med at bruge lægemidler til nikotinafvænning er at afhjælpe afhængighed frem for en potentiel langvarig afhængighed af tobaks- og nikotinprodukter. Sundhedsstyrelsen vurderer, at lægemidler til nikotinafvænning kan bruges til afvænning af alle typer af tobaks- og nikotinprodukter – både røgtobak, opvarmet tobak, e-cigaretter og røgfrie tobaksog nikotinprodukter. Brug af håndkøbsmedicin til nikotinafvænning til børn og unge under 15 år bør ske i samråd med lægen. Lægemidler til nikotinafvænning skal gives i en afgrænset periode, i henhold til anvisning, og altid med en aftrapningsplan og gerne i tillæg til et rådgivningsforløb.
Der er variation i hvilken indikation de forskellige lægemidler til behandling af nikotinafvænning er godkendt til. Bemærk at der derfor principielt kan være tale om off label-behandling.Håndkøbsmedicin til nikotinafvænning kan bruges til afvænning af andre nikotinprodukter end tobak
Der findes en lang række af håndkøbsmedicin til nikotinafvænning, som er godkendt til behandling af tobaksafhængighed (cigaretter, pibetobak, cigarer, tyggetobak, snus mv.). Da nikotinabstinenser følger det samme mønster uanset, hvilket nikotinprodukt afhængigheden stammer fra, vurderer Sundhedsstyrelsen, at håndkøbsmedicin til nikotinafvænning kan bruges til afvænning af alle nikotinholdige produkter; herunder eksempelvis nikotinposer og e-cigaretter (vapes og puffbars), gerne i tillæg til et rådgivningsforløb. Vær opmærksom på, at farmakologisk behandling kan være forbundet med betydelig brugerbetaling.
Der har ikke tidligere været nationale anbefalinger for andet end røgtobak og Sundhedsstyrelsen har i sin vurdering skelet til de svenske retningslinjer, da Sverige har en længere historik med brug af røgfrie tobaksprodukter end Danmark. De svenske retningslinjer anbefaler, at lægemidler til nikotinafvænning kan bruges til afvænning af snus. (’Nationella riktlinjer för prevention och behandling vid ohälsosamma levnadsvanor. Rekommendationer med tillhörandekunskapsunderlag’ fra 2018).
Læger opfordres til at henvise til kommunale stoptilbud, apoteket eller Stoplinien (gratis national telefonisk stop-rådgivning), som kan give borgeren konkret rådgivning om håndkøbsmedicin, samt yde professionel støtte i forbindelse med borgerens stopforløb – uanset hvilken type nikotinprodukt borgeren bruger. Til at beregne hvilken dosis af håndkøbsmedicin, der skal benyttes i den konkrete situation, findes en omregningstabel i STOPbasens basisspørgeskema for deltagere i stopaktiviteter, hvori det angives, hvor mange cigaretter et konkret forbrug af fx snus og e-cigaretter svarer til. Hvis afhængigheden er så stor, at der er behov for højere doser af medicin, end det medicinen er godkendt til, bør udlevering ske i samråd med lægen.
Håndkøbsmedicin til nikotinafvænning kan også bruges til unge
Den unge hjerne er særligt påvirkelig overfor nikotin. Sundhedsstyrelsen vurderer, at unge, der søger hjælp til at stoppe med at bruge tobaks- og nikotinprodukter, kan rådgives om at bruge håndkøbsmedicin til nikotinafvænning som hjælp til at komme ud af en potentiel langvarig nikotinafhængighed.
Noget håndkøbsmedicin til nikotinafvænning er godkendt af Lægemiddelstyrelsen fra 15 år, og andet er godkendt til voksne og bør kun (jf. produktresumé) bruges til unge (12-17 år) efter lægens anvisning.
Håndkøbsmedicin til nikotinafvænning skal gives i en afgrænset periode, altid med en udtrapningsplan, og gerne i tillæg til et rådgivningsforløb. Sundhedsstyrelsen vil i langt de fleste tilfælde anbefale, at man bruger håndkøbs-medicin til nikotinafvænning frem for røgtobak, e-cigaretter og røgfrie tobaks- og nikotinprodukter, så længe der er lagt en plan for udtrapning af medicinen, og der følges op på denne plan.
Receptpligtig rygestopmedicin kan bruges til afvænning af andre tobaks- og nikotinprodukter end røgtobak
Til voksne fra 18 år findes der to receptpligtige lægemidler til behandling af nikotinafhængighed. CHAMPIX (vareniclin) er godkendt til rygeophør hos voksne. Zyban (bupropion) er godkendt som hjælpemiddel til rygeophør hos nikotinafhængige voksne.
Da nikotinabstinenser følger det samme mønster uanset, hvilket nikotinprodukt afhængigheden stammer fra, vurderer Sundhedsstyrelsen, at receptpligtige lægemidler til behandling af forskellige typer af nikotinafhængighed kan bruges til afvænning af alle nikotinholdige produkter. Borgeren informeres om, at behandlingen er uden for godkendt indikation, men anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Indikationen kan ikke genfindes i indlægssedlen. Vær opmærksom på, at farmakologisk behandling kan være forbundet med betydelig brugerbetaling.
Aktuelt er der leveringsvanskeligheder i Danmark på præparater med indholdsstofferne bupropion og vareniclin, så der kan være behov for at søge udleveringstilladelse hos Lægemiddelstyrelsen.
Læs hele artiklen i Månedsbladet Rationel Farmakoterapi, nr. 3 2023