Coronavirus
Der findes flere grupper af coronavirus (CoV). De mest almindelige coronavirus er årsag til forkølelse og milde luftvejsinfektioner, og de fleste mennesker vil blive smittet med almindelige typer af coronavirus en eller flere gange i løbet deres livstid.
Covid-19
Covid-19 er navnet på den sygdom, man kan få, hvis man bliver smittet med ny coronavirus.
I foråret 2020 erklærede World Health Organization (WHO) COVID-19 for en pandemi.
Læs mere om covid-19MERS og SARS
MERS-Coronavirus eller SARS er andre undertyper af coronavirus, som er en familie af RNA-virus, som findes i fugle og pattedyr. Der har tidligere været epidemier af coronavirus i 2012 med MERS-CoV og i 2003 med SARS-CoV.
Der har ikke været tilfælde af SARS i Danmark.
Information om coronavirus
Symptomer
Der skelnes mellem lette symptomer og betydelige symptomer på covid-19:
- Lette symptomer på covid-19 er symptomer som løbenæse, ’kriller’ i halsen, enkelte host mv., der typisk vil være forbigående, og hvor du ikke føler dig syg.
- Betydelige symptomer på covid-19 er symptomer som feber, vedvarende hoste og problemer med at trække vejret, og hvor du føler dig syg.
Hvis du får symptomer på covid-19 og føler dig syg, anbefales du at blive hjemme, til du er rask igen.
Hvis du har lette symptomer fx løbenæse, kriller i halsen, enkelte host mv., men ikke føler dig syg, behøver du ikke at blive hjemme.
Symptomerne på covid-19 kan variere fra person til person, og man får ikke nødvendigvis alle symptomer. Enkelte symptomer, fx om man har feber eller ej, kan ikke udelukke, at man har covid-19.
Forebyggelse og vaccination
Vi forventer, at mange vil blive smittet med covid-19 i løbet af efteråret og vinteren. Derfor er det vigtigt, at befolkningen husker de gode smitteforebyggende råd.
Med efterårets vaccinationsindsats mod covid-19 vil vi forebygge alvorlig sygdom, indlæggelse og død blandt de dele af befolkningen, der er i størst risiko for at blive alvorligt syge af covid-19, så vi undgår at belaste sundhedsvæsenet og restriktioner i samfundet.
Behandling
Hvis du er smittet med covid-19, har symptomer, og er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, er du muligvis i målgruppen for en tidlig behandling, som kan nedsætte risikoen for et alvorligt forløb med covid-19.
Det er din praktiserende læge, som endeligt vurderer, om du kan tilbydes tabletbehandling for covid-19.
Hvis du tænker, at du er i målgruppen, er det vigtigt, at du kontakter din praktiserende læge hurtigst muligt, da behandlingen skal gives inden for 5 dage efter, at du har fået symptomer på covid-19.
Personer i øget risiko
Nogle personer er i øget risiko for at blive alvorligt syge, hvis de får covid-19. De fleste vil få et mildt forløb, men nogle kan blive så syge, at de får behov for indlæggelse.
Om du er i øget risiko for at blive alvorligt syg af covid-19 afhænger bl.a. af den/de sygdom(me) eller tilstand(e), du har. Derudover er det veldokumenteret, at alder har en stor betydning for risikoen for at blive alvorligt syg.
Hvis du allerede før covid-19 epidemien tog særlige forholdsregler i din hverdag for at undgå at blive smittet med andre sygdomme fx pga. nedsat immunforsvar, anbefales du fortsat at gøre det. Vaccinerne beskytter godt, især mod alvorlig sygdom, men de er ikke 100 % effektive.
Du kan finde gode råd til personer i øget risiko og deres pårørende her