xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvad er pakkeforløb for kræft?

Et pakkeforløb for kræft er en standardiseret beskrivelse af patienters forløb fra mistanke om sygdom over udredning, behandling og opfølgning samt rehabilitering og palliation (lindring ved livstruende sygdom) med anbefalede standardforløbstider for udvalgte elementer i forløbet.

Elementer i et kræftpakkeforløb - se detaljer i forløbet i vores patientpjecer

Hvad er et kræftpakkeforløb?

Et kræftpakkeforløb er et samlet tilrettelagt forløb af undersøgelser, behandling og opfølgning. Som udgangspunkt er undersøgelserne booket på forhånd, så du undgår unødig ventetid og hurtigt får klar besked, om du har kræft eller ej.

 

Et pakkeforløb rummer typisk følgende elementer:

 

Henvisning

Hvis din læge har mistanke om, at du kan have en kræftsygdom, bliver du henvist til et kræftpakkeforløb. De fleste, der henvises til kræftpakkeforløb har ikke kræft.

 

Undersøgelser

På afdelingen gennemgår du en en række undersøgelser, der skal afklare, om der er kræft eller ej. Det kan være en god idé, at du tager en pårørende med til undersøgelserne.

 

Ikke kræft

Hvis undersøgelserne viser, at du ikke har kræft, afsluttes pakkeforløbet.

 

Egen læge: Hvis du efterfølgende har spørgsmål eller behov for opfølgning på din situation, kan du tale med din egen læge.

 

Din egen læge kan hjælpe dig med at vurdere, om du har behov for anden udredning, behandling eller andre tilbud.

 

Kræft påvist

Hvis undersøgelserne viser, at du har kræft, fortsætter du i pakkeforløbet, og du vil få tilbudt en behandling.

 

Behandling

Behandlingen er tilpasset dig ud fra en samlet vurdering af dine behov og din sygdom.

 

Under behandlingen kan du få behov for lindring, genoptræning eller anden støtte. Fortæl personalet, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig bedst muligt. 

 

Opfølgning

Senest tre måneder efter afsluttet behandling får du en samtale med personalet om dine behov, og du får en personlig opfølgningsplan.

 

Du skal have information om, hvem der har ansvaret for din behandling, og hvor du skal henvende dig, hvis du har spørgsmål, nye symptomer, bivirkninger eller senfølger til behandlingen.

 

Kontakt afdelingen, hvis du er i tvivl.

 

Hvordan ønsker du at blive inddraget?

Det er op til dig, om du vil benytte dig af tilbud om undersøgelser, behandling og opfølgning.

 

Fortæl afdelingen, hvordan du vil inddrages, og hvis du har brug for hjælp til at træffe beslutninger. Eller om du har brug for mere tid til at snakke din situation igennem med dine pårørende.

 

Fortæl også om dit helbred, din livsstil, og hvad der er vigtigt for dig. Det bedste resultat opnås, når beslutningerne træffes i samarbejde mellem dig og sundhedspersonalet.

Opdateret 20 FEB 2025