Fnat
Fnat (scabies) er en smitsom hudsygdom, som skyldes fnatmider. Fnat er en meget generende, men ufarlig sygdom. Det er vigtigt at kontakte egen læge ved mistanke, så effektiv behandling kan iværksættes.
Fnat smitter ved tæt fysisk kontakt, og udbrud kan forekomme i daginstitutioner og på skoler, efterskoler og plejehjem, hvor der er tæt hudkontakt mellem personer i forbindelse med fx leg og plejesituationer. Hovedsymptomet på fnat er kraftig kløe, og sygdommen kan derfor være meget generende og påvirke den smittedes hverdag, selvom fnat ikke almindeligvis er årsag til alvorlig sygdom hos den smittede.
Alle kan blive smittet med fnat, og smitte skyldes ikke mangelfuld personlig hygiejne. Risiko for smitte kan dog mindskes ved ikke at dele fx håndklæder og sengetøj med andre, hvis der er smitte i hjemmet eller omgangskredsen.
Information om fnat
Smitte
Smitte med fnat kræver almindeligvis længerevarende, tæt hudkontakt, og smitten ses derfor primært hos seksualpartnere, tæt familie eller i forbindelse med plejeprocedurer, for eksempel bleskift i institutioner. I sjældnere tilfælde kan fnat smitte ved kontakt med fx tøj, håndklæder, viskestykker, sengetøj, snavsetøj, møbler med polstring eller lignende.
Der er som udgangspunkt ikke nogen grund til at undgå normal social kontakt, hvis man har mistanke om, at man har fnat. Men tæt, fysisk kontakt bør undgås.
Hvis man er blevet smittet med fnat, betragtes man som smittefri 12 timer efter påbegyndt behandling med permethrin-creme og 24 timer efter påbegyndt behandling med ivermectintabletter.
Symptomer
Det mest fremherskende symptom på smitte er ret pludselig udvikling af intens kløe over hele kroppen, som oftest opstår 2-6 uger efter smittetidspunktet. Hos personer, der tidligere har haft fnat, kan kløen opstå få dage efter fornyet smitte. Kløen er værst ved sengetid.
Hvis man er smittet med fnat kan man også få hudsymptomer, der viser sig som udslæt med små vabler. Udslættet ses især ved den tynde hud på og mellem fingre, ved håndled, albuer, bryst og i skridtet. På grund af den kraftige kløe kommer der ofte kradsemærker på huden.
Har man mistanke om, at man har fået fnat, bør man kontakte egen læge. Der bør altid stilles en sikker diagnose, enten ved at man finder og identificerer en levende mide, eller ved at man finder en såkaldt fnatmidegang, da dette er et unikt tegn på fnat.
Skorpefnat
Hos nogle personer kan fnat i sjældne tilfælde udvikle sig til skorpefnat (tidligere kaldet norsk fnat). Skorpefnat skyldes ikke en speciel fnatmide, men skyldes at fnatmiderne får lov til at formere sig igennem lang tid, inden symptomerne viser sig. Det forekommer typisk hos personer med nedsat immunforsvar eller ældre.
Personerne har et stort antal fnatmider i en skorpet, skællende hud. Skorpefnat kan smitte ved almindelig berøring på grund af det større antal fnatmider.
Diagnose og behandling af skorpefnat er en specialistopgave og egen læge vil henvise til en speciallæge i hudsygdomme.
Behandling
Almindelig fnatbehandling består af omhyggelig indgnidning af cremen permethrin 5%, der smøres på hele kroppen fra kæberanden og nedefter. Hos børn under 3 år og hos ældre mennesker indsmøres hele kroppen inkl. ansigt og hovedbund. Det er bedst at smøre cremen på om aftenen, så den kan virke i 12 timer henover natten, hvorefter den vaskes af om morgenen.
Behandlingen skal gentages efter 7 dage. Efter behandlingen kan kløen fortsætte i flere uger, hvilket ikke er udtryk for, at behandlingen har svigtet. Hvis kløen fortsætter bør man kontakte egen læge igen. Man betragtes som smittefri 12 timer efter første behandling med permethrin-creme. Behandling med permethrin-creme er førstevalg.
Det er også muligt at behandle fnat med tabletter (ivermectin). Man anbefaler tabletbehandlingen som andet valg til voksne og børn, som vejer over 15 kg. Der gives 200 μg/kg, og samme dosis gentages efter 7 dage. Tabletterne tages med én uges mellemrum. Det er en specialistopgave at behandle børn under 15 kg og derfor vil de som udgangspunkt blive behandlet med permethrin-creme. Man betragtes som smittefri 24 timer efter første behandling med ivermectintabletter.
Ivermectin kan være at foretrække ved behandling af større udbrud på fx efterskoler eller hvis der er tvivl om compliance hos patienten i forhold til at indsmøre hele kroppen grundigt i permethrin-creme.
I forbindelse med at behandlingen startes, skal man skifte til rent tøj, og der skal lægges rent sengetøj på. Det kan være en god ide at tage handsker på i forbindelse med at hjælpe andre med at skifte og vaske sengetøj, håndklæder, tøj etc.
Behandling af nære kontakter
Husstandskontakter og andre nære kontakter til personer med fnat skal også behandles samtidig med den smittede. Ved nære kontakter forstås personer, som den smittede enten har haft længerevarende hudkontakt med (fx holdt i hånd, flettet fingre med, givet massage eller haft seksuel kontakt med), eller som den smittede har delt seng, håndklæde, tøj og sko med.
Nære kontakter bør gennemføre en forebyggende behandling en gang med enten permethrin-creme eller ivermectin. Har der været symptomer på fnat, skal de behandles to gange. Det er vigtigt, at alle behandles samtidig, da andre kan være smittet, selvom de endnu ikke har fået symptomer. Sådan forebygges smittecirkler, som ellers kan opstå, da man kan få fnat flere gange.
Rengøring
Behandling i institutioner og skoler
Smitte uden for husstanden er sjælden. Der ses dog udbrud af fnat på efterskoler, hvor børn og unge lever tæt sammen. Smitte i institutioner og blandt skolebørn i øvrigt er yderst sjældent, men kan forekomme. Behandling af børn i institutioner og skoler er den samme som ved tilfælde i samfundet i øvrigt, og smittede børn holdes hjemme indtil 12 timer efter første dosis af behandling med permethrin-creme eller 24 timer efter første behandling med ivermectintabletter. Nære kontakter identificeres for at iværksætte forebyggende behandling samtidig med den smittede.
Der er ikke grund til at behandle andre børn eller personale i institutionen eller skolen, med mindre de udviser symptomer eller har hvis de har været i tæt fysisk kontakt til en smittet. Anbefalinger for rengøring er de samme som ved smitte i hjemmet for at sikre, at der ikke er fnatmider på genstande, i tøj, møbler mv., som den smittede har brugt.
Er der behov for det, kan den kommunale sundhedspleje vejlede personalet om hygiejniske forholdsregler med videre. Sundhedsplejen kan om nødvendigt søge rådgivning hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Behandling på døgninstitutioner, plejecentre og sygehuse
Hvis der kommer tilfælde af fnat hos indlagte patienter og beboere på plejecentre mv., gælder der særlige forholdsregler om isolation, hygiejniske forholdsregler og forebyggende behandling af personale og medpatienter/beboere.
Er der behov for det, kan personalet kontakte hygiejnesygeplejersken i kommunen for at få vejledning, eller eventuelt den regionale hygiejneenhed eller Styrelsen for Patientsikkerhed.