Håndtering af senfølger ved COVID-19 i almen praksis

Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.

Eskild Johansen¹, Jeanett Friis Rohde²

Indledning

Den 26. februar 2020 blev den første patient med COVID-19 diagnosticeret i Danmark, og den 11. marts 2020 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) COVID-19 for en pandemi [1]. I Danmark er der pr. 7. december 2021 mere end 2.950 mennesker døde med COVID-19. I alt har mere end 516.000 personer været smittet, og af disse har over 20.000 haft behov for indlæggelse under sygdomsforløbet [2]. I de senere faser af pandemien har man observeret stor variation i varigheden og omfanget af symptomerne ved COVID-19.

WHO definerer ’post-COVID-19’ som mindst ét symptom, der bliver ved over to måneder efter en infektion med ny coronavirus, og som ikke kan forklares med andre diagnoser. Der kan være tale om symptomer fra sygdomsfasen, som fortsætter, eller om nye symptomer, der opstår [3]. Sundhedsstyrelsens anbefalinger bygger på, at vedvarende symptomer ≥4 uger betragtes som langvarige symptomer, og at vedvarende symptomer ≥12 uger efter primær infektionen anses som senfølger [4]. Symptomerne repræsenterer et kontinuum af symptomer fra flere organsystemer, som varierer i omfang fra lette til svære symptomer, hvor der kan være behov for en sundhedsfaglig indsats. For information om specifikke langvarige symptomer/senfølger henvises til afsnittet »litteraturgennemgang (3.2)« i Sundhedsstyrelsens opdaterede rapport »Senfølger ved COVID-19 – Anbefalinger til organisering af indsatsen for patienter med langvarige symptomer ved Covid-19«.

Sundhedsstyrelsens rapport »Senfølger ved COVID-19 – 3. version«

I december 2021 udgav Sundhedsstyrelsen 3. version af rapporten »Senfølger ved COVID-19«. Rapporten indeholder anbefalinger om organisering af indsatsen for patienter med langvarige symptomer/senfølger efter COVID-19 [4]. Rapporten opdateres løbende og nærmere information kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Håndtering af senfølger ved COVID-19 i almen praksis

Der foreligger ingen evidens for farmakologisk behandling af den tilgrundliggende årsag ved COVID-19 senfølger. En ny rapport fra The National Institute of Health and Care Excellence (NICE)[5] har gennemgået evidensen omkring udredning og symptombehandling af senfølger ved COVID-19 i almen praksis. Evidensen er sparsom og primært baseret på kohorte studier inkluderende patienter, som har været indlagt under primær infektionen [5], se faktaboks 1.

Henvisningsmuligheder

Patienter, som oplever lette men vedvarende symptomer, kan have behov for sundhedsfaglige indsatser i primær sektor, herunder almen praksis. Den praktiserende læge kan ved behov henvise til afklarende samtale i kommunen med henblik på visitation til kommunale forebyggelses- og rehabiliteringstilbud. Patienter med uventede og/eller komplekse symptomer fra flere organsystemer kan henvises til regionale senfølgeklinikker [4]. Generelt bør en henvisning til videre udredning og behandling i senfølgeklinikker indeholde den information, der beskrives i faktaboks 2. Man bør dog være opmærksom på regionale forskelle og orientere sig i den specifikke henvisningsvejledning.

Viden om senfølger ved COVID-19 opdateres løbende med udgangspunkt i den nyeste forskning og monitorering. For mere information se faktaboks 3.