Når velfærdsteknologiske projekter skal lykkes: det menneskelige og teknologiske samspil

Fagligt fyrtårn Magdalena Jedynak Frederiksen fortæller i denne artikel om, hvordan hun som fyrtårn oplevede at blive mødt i starten af projektet, hvordan hun og hendes kollega som fyrtårn har arbejdet og støttet medarbejderne undervejs samt, om hvor medarbejderne står i dag godt og vel en måned inden projektets afslutning.

Den vigtige kop kaffe

Præcis som mange andre fortællinger om udviklingsprojekter i offentlige institutioner, starter også denne fortælling med begrænset opbakning til ”det nye”. Magdalena fortæller således også, at hendes oplevelse i starten af projektet netop var, at projektet ”generelt ikke blev taget imod med åbne arme. Det var fordi, at medarbejderne hellere ville være hos borgerne.” Magdalena fortæller dog samtidig, at hende og hendes medfyrtårn oplevede at blive taget positivt imod og netop hér starter fortællingen om fyrtårnenes afgørende betydning i projektets udvikling.

”Fordi projektet ikke blev taget så godt imod generelt, måtte vi starte med en rolle som observatører. På den måde kunne vi finde ud af, hvad der lå bag den manglende opbakning.” (Magdalena Jedynak Frederiksen, Fyrtårn)

Helt konkret valgte Magdalena og kollega Nynne Madsen at starte med at være særligt til stede hos de medarbejdere og på de afdelinger, hvor de oplevede mindst dagligt overskud og som følge heraf opbakning til udviklingsprojektet og det arbejde, der lå heri. For Magdalena og Nynne lå derfor indledningsvist et særligt arbejde i at forstå de eksisterende adfærdsbarrierer. Ville man forstå disse, måtte man forstå medarbejderne og derfor var det helt fra projektets begyndelse afgørende at have en tillidsfuld og tryg relation hertil. Der lå – med andre ord – et væsentligt arbejde i at drikke kaffe på de rigtige tidspunkter for at blive lukket ind i medarbejdernes verden.

En cirkulær proces

Når ”det nye” ofte mødes med modstand i starten, skyldes det som regel frygten for det ukendte. Hvad er det for nogle skærme og hvordan bliver vi fortrolige nok med dem til, at de rent faktisk genererer den ekstra tid hos borgeren, som netop ønskes opnået?

Ved erkendelse af ovenstående fortæller Magdalena, at hende og Nynne Madsen hele vejen igennem har forsøgt at arbejde ud fra mantraet ”det bliver aldrig nemmere, hvis vi ikke ved hvordan vi gør. I takt med at vi prøver ting flere og flere gange, bliver det også nemmere og nemmere.” Trods det gennemgående mantra fortæller Magdalena dog samtidigt, at arbejdet mest af alt har bestået af at udvikle og justere deres dag-til-dag-håndtering af medarbejdernes udfordringer, virkeligheder og rationaler med fokus på projektets samlede strategi og formål. I arbejdet som fyrtårn har det været afgørende at kunne sætte sig i medarbejdernes sted, og derfor har det heller ikke været muligt fra start at udvikle en samlet strategi for, hvordan medarbejderne bedst muligt understøttes. Hele vejen igennem har arbejdet dog handlet om støtte og omskiftelige ønsker og behov i takt med, at projektet skred frem.

”Vi har evalueret løbende og har derfor også ofte gået to skridt frem og så et tilbage, fordi vi – i takt med at vi bevægede os frem – fandt nye udfordringer eller barrierer, som skulle håndteres. Der har hele tiden været udvikling i, hvad vi og medarbejderne ønskede sig.” (Magdalena Jedynak Frederiksen, Fyrtårn)

Trods det vigtige arbejde ind i kontinuerligt at støtte medarbejderne i deres forskellige udfordringer undervejs, fortæller Magdalena dog, at et væsentligt fokus for dem har været gradvist at nedjustere støtten og som fyrtårn trække sig fra medarbejdernes daglige virke. Arbejdet med at trække sig, i takt med at medarbejdernes selvtillid og selvstændighed ind i det nye velfærdsteknologiske hjælpemiddel steg, har ifølge Magdalena dels været vigtigt ift. at sikre et tilstræbt medarbejderejerskab, dels ift. at sikre skærmens bæredygtighed efter endt projektperiode. På den baggrund beskriver Magdalena hende og Nynnes arbejde som en cirkulær proces, der startede som observatør, bevægede sig over i at være understøttende og udviklende fyrtårn, for ved udgangen af projektperioden atter at være kendetegnet af en mere observerende rolle.

Om gevinster for både borgere, medarbejdere og faglige fyrtårne

Tilbage i rollen som observatør fortæller Magdalena om den udvikling, som hende og Nynne Madsen har observeret undervejs i projektet. Blandt andet vender hun tilbage til netop den afdeling, som hende og Nynne ved projektets begyndelse tillagde stor opmærksomhed, da der her oplevedes særlig lidt opbakning til projektet. Magdalena fortæller om en afdeling, hvis medarbejdere i dag anser de forskellige faglige møder som et pusterum, som oplever fællesskab og som nemt får sig det overblik, der gør, at de i højere kan være hos borgerne og praktisere den tilstræbte personcentrede omsorg. Også borgerne opleves – ifølge Magdalena selv – som mere rolige og afbalancerede netop på baggrund af medarbejdernes nye arbejdsgange.

”I starten vidste de ikke, hvad de skulle snakke om, når de sad ved skærmene. Nu er de slet ikke til at fjerne eller stoppe igen.” (Magdalena Jedynak Frederiksen, Fyrtårn)

Den sidste del af arbejdet som fyrtårn handler i høj grad om at bistå til at inspirere andre kommuner og dele ud af Holbæk Kommunes erfaringer fra det forgangne år. Særligt handler erfaringsdelingen om at fortælle andre kommuner, at der ikke findes én endegyldig opskrift på vellykket implementering af velfærdsteknologi – hverken på tværs af kommuner, plejecentre, afdelinger eller medarbejdere. I stedet handler den ”rette” opskrift om lokal praksis, arbejdsgange og kultur. Magdalena slutter derfor ved samme pointe, som hun startede ved – at arbejdet og den vellykkede implementering af skærmene i høj grad har handlet om at udvikle og tilpasse dag-til-dag-strategier baseret på medarbejdernes tempi, udfordringer og virkeligheder.

Fælles for de fleste medarbejdere er dog, at de ved projektets afslutning køber ind på sammenhængen mellem skærmen, de forskellige faglige møder og den personcentrerede omsorg, som kommunen har ønsket i højsædet. Blandt andet udtalte en medarbejder på det afsluttende læringsmøde følgende:

”Det er blevet nemmere at komme omkring borgernes trivsel, fordi vi har overblik. Det har også gjort det nemt at komme omkring alle borgerne og hurtigt danne sig et overblik over, hvad der skal ske i løbet af dagen.” (Medarbejder, Holbæk Kommune)

Til sidst fortæller Magdalena om den sløjfe, som hende og Nynne Madsen i de afsluttende uger af projektet forsøger at binde. Og i stedet for at spørge, hvordan man arbejder med personcentreret omsorg gennem skærmen og de faglige møder, forsøger de to fyrtårne at vende spørgsmålet om og i stedet udpensle, at der arbejdes med en skærm og en række faglige møder, der integrerer borgeres trivsel og helbred, netop fordi der arbejdes med den personcentrerede omsorg.