Smerteguide – en hjælp til læger
Artikel fra Rationel Farmakoterapi 8, 2019
Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.
Behandling af smerter i både almen praksis og på hospital kan være vanskelig. Hvordan skal akutte smerter bedst behandles, og hvornår skal en smertetilstand betragtes som kronisk? Hvordan skifter du fra et opioid til et andet, og hvilke opioider kan bruges til patienter med nedsat nyrefunktion? Det kan være nogle af de spørgsmål, du som læge kan støde på.
I samarbejde med de fem regioner har IRF i Sundhedsstyrelsen udgivet en smerteguide, der støtter læger i hensigtsmæssig behandling af smerter. Smerteområdet har været et fokusområde både i IRF og i flere regioner i de senere år, og der er på den baggrund bl.a. publiceret både artikler i Rationel Farmakoterapi og udarbejdet baggrundsnotater i regi af den nationale rekommandationsliste om forskellige smertetilstande. Fokus på behandling af smerter er dels opstået på baggrund af det historisk set høje danske forbrug af opioider sammenlignet med de andre nordiske lande, og dels fordi der fra de faglige miljøer var et ønske om mere viden om og redskaber til behandling af smerter.
Hvad er smerteguiden ‒ og hvad kan den bruges til?
Smerteguiden giver kortfattede og klinisk anvendelige anbefalinger om ikke-specialiseret behandling af både akutte og kroniske smerter. Anbefalingerne er primært rettet mod læger i almen praksis, men smerteguiden kan også være brugbar til ikke-specialiseret smertebehandling på hospitaler. For erfarne læger vil guiden typisk fungere som et opslagsværk, mens den for yngre læger kan være en god introduktion til smertebehandling.
Smerteguiden dækker følgende områder:
- Smerteanamnese og behandlingsplan
- Klassificering af smertetyper
- Non-farmakologisk behandling af smerter
- Valg af behandling ved patienter med cancer
- Doseringer, væsentlige bivirkninger og opmærksomhedspunkter for ofte brugte analgetika
- Anbefalinger om skift mellem opioider
- Råd om aftrapning af opioider
- Valg af behandling til patienter med neuropatiske smerter
- Valg af behandling til patienter med nedsat nyrefunktion
- Anbefalinger vedrørende medicinoverforbrugshovedpine
- Information vedrørende patienters evne til at føre motorkøretøj
Anbefalingerne i smerteguiden er bl.a. baseret på udgivelser fra Sundhedsstyrelsen, fx vejledninger og nationale kliniske retningslinjer, faglige selskabers vejledninger og regionale anbefalinger. Indholdet i smerteguiden er kortfattet og klinisk anvendeligt med bl.a. overblik, figurer, skemaer og klare budskaber.
Smerteguiden betragtes som faglig rådgivning, som læger anbefales at følge. Guiden er ikke juridisk bindende, og det vil altid være det faglige skøn i den konkrete kliniske situation, der er afgørende for beslutningen om passende og korrekt behandling for den enkelte patient.
Den nationale smerteguide erstatter de tre tidligere regionale vejledninger, der var udarbejdet i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Sjælland. Initiativet til smerteguiden blev taget i et fællesskab mellem regionernes lægemiddelenheder og IRF i Sundhedsstyrelsen. Smerteguiden har været i høring hos en række videnskabelige selskaber og de fem danske regioner. Der blev modtaget høringssvar fra Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Ortopædkirurgisk Selskab, Dansk Kirurgisk Selskab, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Syddanmark.
Hvor kan du finde smerteguiden?
Smerteguiden findes elektronisk på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk/smerteguide og på www.sundhed.dk. Smerteguiden findes desuden i en trykt version i A6-format (kittellommebog).
Denne kan rekvireres hos din regionale lægemiddelenhed eller ved bestilling hos trykkeriet Rosendahl mod betaling af porto.