Kommentarer til artiklerne om polyfarmaci

Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.

Artiklerne om polyfarmaci (red. Polyfarmaci og behandlingsprioritering - "Vovede eksempler" 1. del i Rationel Farmakoterapi 9, 2010 og Polyfarmaci og behandlingsprioritering - "Vovede eksempler" 2. del i Rationel Farmakoterapi 10, 2010 ) blev skrevet af en håndfuld specialister (GOBSAT ƒ{ Good Old Boys Sat Around Table), som sandsynligvis har et andet syn på behandling end praktiserende læger. Værdien af polyfarmaci er ikke evidensbaseret.
På Nordisk Kongres i Almen Medicin i København 2009 fortalte en svensk praktikus, at en af hendes patienter var udskrevet fra sygehuset efter en blodprop med 4 slags medicin. Han sagde til lægen:

ƒ{ »Aldrig i livet vil jeg spise så meget medicin, men du er min læge, og dig stoler jeg på. Du må vælge ét præparat. Så skal jeg nok tage det.«

Er det en fremstilling, andre læger kender?
I den situation kommer man let til at tænke på værdien af »polypill«.

Det er tilfredsstillende, at artiklerne har givet anledning til kommentarer, som kommer her:

• Engang i 70-erne hørte man i Lægeforeningens Lægemiddeludvalg for første gang udtrykket »polyfarmaci«. Det blev anvendt i den betydning, det siden har fået. De tilstedeværende farmaceuter protesteret vildt. For dem havde farmaci intet at gøre med de problemer, der knytter sig til, at mange mennesker får flere slags medicin samtidig. Betegnelsen polyfarmaci var efter deres opfattelse noget vrøvl.
  »Det mener jeg i øvrigt også. Men ellers tak for mange gode numre af Rationel Farmakoterapi.«
• I case 2 ser det ud til, at der er glemt en amlodipin på 5 mg, som jeg i øvrigt synes, patienten bør fortsætte med.
• I bullet-listen til svaret på case 1 har jeg dog lidt svært ved at gennemskue dokumentationen for »Spiriva, hvis patienten har mere end to eksacerbationer om året«.
• Min henvendelse er vedr. case 3, hvor der blandt mange andre tiltag anbefales en omlægning af osteoporosebehandlingen fra alendronat til aclasta. Jeg er helt enig i, at det i denne case kan være relevant at anbefale en omlægning fra oral ugentlig til en behandling med en langt sjældnere og mindre besværlig administrationsform. Aclasta er et godt valg, men i mellemtiden er Prolia (netop anmeldt af IRF) også blevet godkendt i DK. Prolia kan administreres af de praktiserende læger, hvorimod Aclasta i praksis kun administreres på hospitalerne og derfor er en dyr behandling (skal jo udleveres gratis til patienterne) set fra samfundets synspunkt. Jeg vil derfor foreslå, at Prolia vælges som første valg og Aclasta som andet valg til denne case.
• Herfra tre bjæf for de kætterske? Vovede historier. De giver anledning til mange betragtninger og gisninger. Det forekommer mig en anelse ironisk, at indgangsbønnen er polyfarmaci, hvor polyterapi/polysyndromi var ligeså relevant.

Ved noncompliance kan forklaringen jo også ligge i bivirkningerne i stedet for ƒ{ den evt. ikke mærkbare ƒ{ virkning.
Vi har ved vort sidste møde i MICMI-projektet (Methods for lmproving Compliance of Medicine Intake) for en måneds tid siden diskuteret mulighederne for at kunne påvise ƒ{ understøtte ƒ{ nogle af betragtningerne. Vi har nu i projektet en fuldt indtastet database på 945 Århusborgere ƒ{ over 65 år og over fire lægemidler ƒ{ hvis kompliance alle er målt med 3-4 forskellige metoder med pilletælling som guldstandard. Det er ikke helt nemt at vurdere compliance for »lægemiddel 6« over for de andre pga. vidt forskelligt præparatantal, mens det derimod ved lejlighed synes forholdsvis nemt at teste compliance over for ATC-koderne i databasen.
Apoteker.

Institut for Rationel Farmakoterapi 23-11-2010