Håndbog om fysisk aktivitet
Sundhedsstyrelsen har udgivet håndbogen ”Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling”. Her fremlægger vi den nyeste evidens for fysisk aktivitet som forebyggelse og behandling, samt nye anbefalinger for fysisk aktivitet.
Fysisk aktivitet forebygger for tidlig død og en række sygdomme – bl.a. hjertekarsygdomme, type-2 diabetes, det metaboliske syndrom og tyktarmskræft – som er hyppige i den danske befolkning. Derudover er den mere strukturerede fysiske træning en effektiv behandling af mange sygdomme.
Hvis vi som befolkning skal blive mere fysisk aktive og høste de mange gevinster af at være fysisk aktive, er det afgørende, at der er fokus på fysisk aktivitet bredt i samfundet, i mange sektorer og på alle beslutningsniveauer, så der skabes gode rammer og handlemuligheder for en fysisk aktiv hverdag for alle.
Hensigt med håndbogen om fysisk aktivitet er at lægge grundstenene til, at fysisk aktivitet både som forebyggelse og behandling sættes højt på dagsordenen. Det er Sundhedsstyrelsens forhåbning, at håndbogen vil udgøre et betydningsfuldt bidrag til arbejdet med fysisk aktivitet både i forebyggelses- og behandlingsøjemed. Håndbogen henvender sig til de faggrupper, som varetager arbejdet med at fremme fysisk aktivitet og behandling af patienter, hvor fysisk træning kan spille en positiv rolle. Vi håber også, at håndbogen vil blive anvendt af interesseorganisationer, forskere og andre med interesse for området.