Samarbejde med pårørende
På denne side finder du blandt andet dialogkort og en film, som I kan bruge til at styrke jeres kompetencer inden for rehabilitering på ældreområdet.
Selvom der i rehabilitering altid skal tages udgangspunkt i den enkelte ældre borgers perspektiv, er det vigtigt, at I som medarbejdere inddrager de pårørende i samarbejdet. De pårørende vil ofte have et indgående kendskab til borgerens hverdag, ressourcer, værdier og behov, og de kan bidrage med vigtig viden, omsorg og støtte i forbindelse med rehabiliteringsprocessen.
Film med inspiration til, hvordan I kan samarbejde med pårørende i rehabiliteringsforløb
Oplægget i denne film kan give jer inspiration til drøftelser om, hvordan I kan samarbejde med en borgers pårørende i rehabiliteringsforløb. Filmen er fra Sundhedsstyrelsens netværksdage om rehabiliteringsforløb på ældreområdet.
I vil høre om nogle af de dilemmaer, I måske oplever i hverdagen, og der vil være forslag til redskaber, I kan bruge i samarbejdet med de pårørende.
Forventningsafstemning med den pårørende
I videoen hører I om tre spørgsmål, I kan tage udgangspunkt i og undersøge, når pårørende inddrages i rehabiliteringsforløb:
- Hvem er den pårørende? Hvilken rolle har den har den pårørende og hvilken relation har borgeren og den pårørende?
- Hvad tænker den pårørende om rehabiliteringsforløbet og målet med forløbet?
- Hvordan tænker de selv at de kan se sig i forløbet?
Spørgsmål til fælles refleksion
Spørgsmålene herunder kan I bruge til at sætte gang i en fælles drøftelse, når I har set videoen:
- Oplever I dilemmaer, når I inddrager pårørende i rehabiliteringsforløb? Kan I komme med eksempler på konkrete situationer?
- Hvordan håndterede I situationen? Var der noget I kunne have gjort anderledes? Kunne I have gjort brug af nogle af modellerne fra videoen?
Modeller i filmen
Vægten, Isbjerget og Perspektivskifte
Her kan du finde og downloade modellerne, der bliver brugt i oplægget. De er sat op som refleksionskort med både modeller og forklarende tekster.