Nye hold på populært diplommodul til ledere i ældreplejen
Nu kan du igen tilmelde dig det gratis diplommodul ”Faglig ledelse af kvalitet i en værdig ældrepleje”. Vi udbyder et ekstra hold i Aarhus og et i København.
Bliv klædt på til at lede forandringer, som styrker værdigheden i jeres ældrepleje, lær at forebygge omsorgstræthed og skab en åben læringskultur hos jer. Det er noget af det, du får ud af at deltage på Videnscenter for værdig ældreplejes diplommodul om faglig ledelse af en værdig ældrepleje, som udbydes i samarbejde med professionshøjskolen UCNact2learn.
Der udbydes et hold i København med holdstart den 25. november 2024 og et hold i Aarhus med holdstart den 13. december 2024. Diplommodulet henvender sig især til ledere og nøglepersoner, der har ansvar for at udvikle medarbejdernes praksis eller implementere processer og arbejdsgange i en kommunal eller privat plejeenhed.
Cirka 250 ledere og nøglepersoner har allerede gennemført modulet. 77 procent af deltagerne har i evalueringen tilkendegivet, at forløbet i høj grad har øget deres faglige viden om arbejdet med værdighed i ældreplejen.
Hvad får du ud af at deltage?
I undervisningen kommer du til at arbejde med, hvordan man kan:
- Skabe mening og større forståelse hos medarbejderne om vigtigheden af den personcentrerede omsorg for borgernes trivsel
- Øge den daglig selvrefleksion på arbejdspladsen: Hvad kan man gøre for at sikre, at den enkelte borger føler sig værdigt behandlet?
- Forebygge omsorgstræthed blandt medarbejdere
- Skabe en åben læringskultur, hvor medarbejderne føler sig trygge ved at dele og drøfte gode og dårlige erfaringer
- Arbejde med forbedringsmodellen ift. systematisk forandringsarbejde for større værdighed i ældreplejen.
Tilmelding
Der er tilmeldingsfrist 21. oktober 2024 (København) og 1. november 2024 (Aarhus). Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet blandt de ansøgere, der lever op til de gældende adgangskrav.
Få mere at vide, og tilmeld dig på UCNact2learns hjemmeside