Udredningsret og behandlingsret
Som patient har du forskellige rettigheder, når du bliver henvist til udredning eller behandling på et hospital.
Udredningsretten: Din ret til at blive undersøgt (udredt) hurtigt
Hvis du er indkaldt til undersøgelse (udredning) på et hospital, har du ret til at blive undersøgt, få information om, hvad du fejler eller ikke fejler, og blive informeret om, hvilke behandlingsmuligheder du har. For at overholde udredningsretten skal det ske inden for 30 kalenderdage.
De 30 kalenderdage regnes fra den dato, hvor hospitalet har modtaget din læges henvisning med alle relevante oplysninger, til den dato, hvor du har fået at vide, hvad undersøgelserne viser, og hvorvidt du skal behandles eller ej.
Når hospitalet modtager en henvisning fra din læge eller tandlæge, skal hospitalet give dig besked om, hvornår du kan blive tilbudt en undersøgelse indenfor de 30 kalenderdage. Beskeden skal gives senest otte hverdage efter modtagelsen af henvisningen.
Hvis der er mistanke om kræft eller særligt udvalgte hjertesygdomme, der skyldes åreforkalkning af hjertets kranspulsårer (forsnævring af de blodkar, der forsyner hjertet med blod), gælder der særlige regler for, hvor længe du må vente på undersøgelser.
Læs mere om de særlige regler ved kræft og hjertesygdom (maksimale ventetider)
Spørgsmål og svar om mine rettigheder for udredning
Hvad er mine rettigheder, hvis hospitalet ikke kan overholde udredningsretten?
Hvis hospitalet ikke kan tilbyde dig en undersøgelse inden for de 30 kalenderdage, skal hospitalet udarbejde en udredningsplan til dig. Den skal indeholde en beskrivelse af dit videre forventede forløb og de kommende undersøgelser, som hospitalet mener, at du skal gennemgå.
Samtidig skal hospitalet tilbyde dig, at du kan blive undersøgt på et andet offentligt eller privat hospital / klinik, som hospitalet har aftaler med, inden for de 30 kalenderdage. Dette kaldes udvidet frit sygehusvalg.
Hvornår kan udredningsretten på 30 kalenderdage overskrides?
Udredningsretten gælder ikke, hvis lægen vurderer, at det på grund af din helbredstilstand ikke vil være muligt at afklare, hvad du fejler indenfor 30 dage.
Det kan fx være, fordi du fejler andre sygdomme, som der nødvendigvis først skal kontrol over, eller fordi du fx skal have foretaget en undersøgelse, der ikke kan sættes i gang, før lægen har resultatet fra en tidligere undersøgelse.
Hvilke rettigheder har jeg, hvis jeg takker nej til undersøgelsen?
Der kan være situationer, hvor du som patient er nødt til at takke nej til en aftalt tid. Det er op til sygehusafdelingen at informere dig om, hvorvidt det påvirker din ret til udredning.
Du kan læse mere om retten til udredning via nedenstående link eller kontakte patientvejlederen i din region ved spørgsmål til dit udredningsforløb.
Behandlingsretten: Din ret til at få hurtig behandling
Når du har fået endelig besked om, hvad du fejler, og du bliver tilbudt behandling på et hospital, har du ret til at få behandling inden for 30 kalenderdage. De 30 kalenderdage regnes fra den dato, hvor hospitalet enten har modtaget din læges henvisning til behandling, eller har informeret dig om, hvad du fejler, og til den dato, hvor du har fået tilbudt behandling.
Når hospitalet modtager en henvisning fra din læge eller tandlæge, skal de give dig besked om, hvornår du kan blive tilbudt behandling. Beskeden skal gives senest otte hverdage efter, at hospitalet har modtaget henvisningen.
Der gælder særlige regler for, hvor længe du må vente på behandling, hvis der er mistanke om kræft eller mistanke om særligt udvalgte hjertesygdomme, der skyldes åreforkalkning af hjertets kranspulsårer (forsnævring af de blodkar, der forsyner hjertet med blod). Dette hedder ’maksimale ventetider’:
Læs mere om særlige regler ved kræft og hjertesygdom (maksimale ventetider)
Spørgsmål og svar om mine rettigheder for behandling
Hvad er mine rettigheder, hvis hospitalet ikke kan overholde behandlingsretten?
Hvis hospitalet ikke kan tilbyde dig behandlingen inden for de 30 kalenderdage, skal hospitalet tilbyde dig, at du kan blive behandlet på et andet offentligt eller privat hospital / klinik, som hospitalet har aftaler med, inden for de 30 kalenderdage. Dette kaldes udvidet frit sygehusvalg.
I hvilke situationer gælder behandlingsretten ikke?
Behandlingsretten gælder ikke, hvis lægen vurderer, at det på grund af din helbredstilstand ikke vil være muligt at behandle dig indenfor 30 dage.
Det kan fx være, fordi du fejler andre sygdomme, som skal stabiliseres, før du kan behandles.
Hvilke rettigheder har jeg, hvis hospitalet ændrer datoen for kirurgisk behandling (fx operation)?
Hvis du er blevet tilbudt tid til kirurgisk behandling (fx operation), og hospitalet ændrer dato for behandlingen, har du ligeledes ret til udvidet frit sygehusvalg. Dette gælder ikke, hvis datoen ændres efter dit ønske, eller din helbredstilstand tilsiger en hurtig behandling.
Hvis hospitalet ændrer dato for den kirurgiske behandling, skal hospitalet indenfor otte hverdage give dig oplysninger om blandt andet en ny dato for behandling:
Kan jeg takke nej til behandlingsdatoen?
Der kan være situationer, hvor du som patient er nødt til at takke nej til en aftalt tid. Det er op til sygehusafdelingen at informere dig om, hvorvidt det påvirker din ret til behandling.
Du kan læse mere om retten til behandling via nedenstående link eller kontakte patientvejlederen i din region ved spørgsmål til dit behandlingsforløb.