xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Informationsindsats om overforbrug af medicin

Den borgerrettede informationsindsats ønsker at øge borgernes bevidsthed om eget medicinforbrug og medansvaret for egen behandling.

Flere studier dokumenterer, at nogle patienter afstår fra at dele deres overvejelser og ønsker omkring medicinændringer med deres læge, fordi de forventer, at lægen ikke anser seponering og medicinændringer som en mulighed. Kampagnen forsøger at fange de borgere, som ikke på eget initiativ får startet dialogen med sundhedsfaglige, selvom de undrer sig over dele af deres lægemiddelbehandling. Både for at nedbringe overforbrug af medicin, men også fordi refleksion og dialog kan øge compliance.

Ved at nedbringe overforbrug og uhensigtsmæssig behandling med lægemidler er det forventeligt, at man vil se et fald i lægemiddelrelaterede indlæggelser. Dertil kan man håbe på en bedring i livskvaliteten for de borgere/patienter, som har et uhensigtsmæssigt lægemiddelforbrug.

Kampagneindsatsen og materialet består af en kampagnefilm, hvor man ser en voksen mand cykle på en lille cykel påført støttehjul og budskabet om, at ”nogle ting ikke skal bruges hele livet”. Filmen suppleres med en indsats online, via skærme på landets apoteker og på infoskærme på en del af landets sygehuse. Derudover er produceret en folder til udlevering i almen praksis og på apotekerne. Folderen kan findes og printes fra kampagnesiden.

Kampagneside: Ved du, om du stadig skal tage din medicin?

Kampagnen er den første i en række initiativer, som skal skabe opmærksomhed om overforbrug og uhensigtsmæssig behandling med medicin. Man kan læse om de kommende initiativer i rapporten ”Viden, erfaringer og indsatser for nedbringelse af overforbrug og uhensigtsmæssig behandling med medicin”, der opsummerer arbejdet fra den af Sundhedsstyrelsen nedsatte arbejdsgruppe.

Se kampagnevideoen nedenfor


Opdateret 22 NOV 2023