xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Anbefalinger til praktiserende læger om behandling af personer med smerter

Den alment praktiserende læge er en nøgleperson for behandlingen af personer med smerter. Derfor har Sundhedsstyrelsen målrettet en række initiativer på smerteområdet til de praktiserende læger.

Den alment praktiserende læge er ofte det første møde med sundhedsvæsenet for mennesker med kroniske smerter. Lægen har en væsentlig rolle som behandler, men skal også sikre, at der sker en hensigtsmæssig udredning og henvisning til andre behandlingstilbud.

Sundhedsstyrelsen har derfor særligt fokus på de alment praktiserende læger, når det gælder indsatser på smerteområdet. Formålet med indsatserne er at imødekomme de kliniske miljøers ønske om faglig vejledning om smertebehandling. Samtidig ønsker Sundhedsstyrelsen at højne opmærksomheden på et bekymrende højt forbrug af opioider blandt personer med smerter.

Ordination af afhængighedsskabende lægemidler

Nogle lægemidler er afhængighedsskabende – dvs. at patienter, som tager disse lægemidler, kan risikere at blive afhængige af dem. Det gælder bl.a. smertestillende lægemidler af gruppen opioider. 

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler for at sikre patientsikkerheden og forebygge afhængighed.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at disse lægemidler kun bør bruges, når man har fundet, at andre behandlingsmuligheder ikke er tilstrækkelige. Og selv da bør man være meget tilbageholdende og ikke bruge dem i længere tid end højst nødvendigt.

 

Læs hele vejledningen

Vejledningen er senest opdateret i 2019 og indeholder ikke længere helbredskrav til kørekort i forbindelse med brug af lægemidler, som er dækket i Styrelsens for Patientsikkerheds vejledning om helbredskrav til kørekort. 

Ved indgangen til 2018 trådte en ny udleveringsstatus desuden i kraft for en række opioider, så alle med undtagelse af kodein-kombinationspræparaterne får udleveringsbestemmelse A§4. Det betyder, at der fremover skal udvises forsigtighed i forhold til iværksættelse og opfølgning på behandling med opioider. 

Læs vejledningen om ordination af afhængighedsskabende lægemidler

Opdateret 13 NOV 2023