xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny pulje skal gøre lindrende indsatser mere tilgængelige for udsatte borgere

Kommuner og regioner kan nu søge midler til at styrke indsatsen til at hjælpe særligt udsatte mennesker, der har brug for lindrende behandling.

23 AUG 2024

Der kan være lang vej til det offentlige sundhedstilbud, hvis man er hjemløs, har et misbrug eller en psykisk lidelse. Mange mennesker med misbrugsproblemer søger ofte slet ikke behandling og har som udgangspunkt kun sporadisk kontakt til sundhedssystemet og til deres egen læge.

”Det kan være svært for udsatte mennesker at leve op til de krav, der er i det offentlige sundhedstilbud. Det kan være svært at bestille en tid eller møde op inden for særlige åbningstider, eller de kan have svært ved at overskue transporten til det offentlige tilbud, både økonomisk og praktisk”, siger Hanne Bramaholm Hager, der er konstitueret sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

De mange barrierer betyder, at særligt udsatte har en begrænset adgang til sundhedsydelser og derfor ikke får den lindrende behandling, også kaldet palliativ indsats, de har behov for, når de bliver alvorligt syge.

”Det er helt afgørende, at vi får løftet indsatsen til dem, der i forvejen har det svært, for der er stor social ulighed i det udbytte, man får af vores sundhedsindsats. Derfor er der brug for mere viden om, hvordan vi kan gøre den palliative indsats mere tilgængelig for de mest udsatte,” siger konstitueret sektionsleder Hanne Bramaholm Hager.

Sundhedsfaglige medarbejdere og plejepersonale har ikke altid den særlige viden om udsatte og deres behov, som det kræver at tilrettelægge indsatser fleksibelt og med udgangspunkt i den enkeltes behov. Det kræver eksempelvis en særlig professionel indsats med opmærksomhed på, om der er tidligere eller aktuelt overforbrug eller misbrug af alkohol, medicin eller andre stoffer, og i hvilket omfang. Her kan der være brug for medicinsk abstinensbehandling.

Derudover er der behov for at styrke den forebyggende indsats ved at sætte tidligere ind med opsøgende arbejde, der kan opspore palliative behov blandt udsatte tidligere i forløbet.

Det er blandt andet nogen af disse udfordringer, puljen skal være med til at give mere viden om.

Puljen er en del af aftalen om udmøntning af SSA-reserven for 2022-2025. Den er på 11,8 mio. kr. og bliver udmøntet til projekter, der løber i perioden frem til udgangen af 2025. Der er frist for at søge puljen d. 1. oktober 2024.

Udvikling og udbredelse af palliative indsatser til de mest udsatte borgere