Skift fra Spiriva® til Braltus® (tiotropium)
IRF anbefaler at bruge Braltus Zonda® ved behov for tiotropium (LAMA) til KOL – samme lægemiddelstof som Spiriva Handihaler®, men billigere pris.
Som ved Spiriva® via HandiHaler® anvender Braltus® kapsler indeholdende inhalationspulver. Ved Braltus® benyttes inhalatoren Zonda®. Den leverede dosis svarer til 10 mikrogram tiotropium per kapsel for både Spiriva® via HandiHaler® og Braltus® via Zonda®. Håndtering og brug af Zonda®-inhalatoren og HandiHaleren® kan i store træk ligestilles. Den væsentligste forskel er holdbarhed og rengøring af de to devices. Zonda®-inhalatoren skal smides ud efter brug i 30 dage og kræver ikke regelmæssig rengøring, mens HandiHaleren® skal udskiftes efter 12 måneders brug og kræver rengøring mindst en gang om måneden. Braltus® og Spiriva® er ikke direkte substituerbare.
Braltus Zonda® er et par kroner billigere end Spiriva Handihaler® pr. daglig dosis. Der er derfor penge at spare for både patienten og de enkelte regioner. Srivasso® er parallelimporteret og administreres ved hjælp af Handihaler® og er substituerbar med Spiriva®, men er dog stadigvæk dyrere end Braltus®. Srivasso® kom på markedet i Danmark i sommeren 2018.
I 2017 blev der brugt 7.194.000 DDD Spiriva® og 69.000 DDD Braltus®. Billigste pris i 2017 for Spiriva® var 11,49 kr. og for Braltus® 9,76 kr., og besparelsen i 2017 kunne derved have været knap 12,5 millioner. Hvis det antages, at forbruget af tiotropium inhalationspulver er det samme i 2019 som i 2017 og prisforskellen mellem Spiriva®/Srivasso® og Braltus® det seneste år er den samme, vil der således kunne opnås en besparelse på knap 13,5 millioner kr. årligt (medstat.dk) ved at skifte fra Spiriva®/Srivasso® til Braltus®.
IRF omtalte Braltus Zonda® i november 2016.
Se desuden: Vedligeholdelsesbehandling af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) uden astmakomponent