xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Børn i alderen 2-6 år tilbydes vaccination mod influenza

Små børn kan blive rigtig syge med influenza. Og selv om de fleste børn heldigvis ikke bliver så alvorligt syge af influenza, at det kræver indlæggelse, giver influenza hvert år mange sygedage blandt børnene og deres pårørende. Fordi vi forventer, at både covid-19 og influenza vil blusse op i efteråret, er det ekstra vigtigt at forebygge al den sygdom, vi kan.

Influenza er en virusinfektion, der kan ramme alle, og for nogle kan sygdommen være særligt alvorlig og udvikle sig livstruende. Børn fra 2-6 år får tilbudt influenzavaccination for både at undgå at belaste sundhedsvæsenet og for at beskytte personer, der er i øget risiko.

Mindre børn spiller en stor rolle i spredningen af influenza i samfundet, da de er meget smitsomme, når de har influenza. De har mange kontakter i løbet af en dag, som kan blive smittet, hvis de kommer i kontakt med barnet. Derfor kan vi ved at vaccinere børn i alderen 2-6 år forebygge mange influenzatilfælde i den samlede befolkning, herunder formodentlig også tilfælde i sårbare grupper, der kan blive alvorligt syge af influenza.

Trivsel er vigtig

Ved at vaccinere de 2-6 årige er forventningen at kunne forebygge yderligere sygdom og bekymring i familierne og at forhindre fravær, isolation og brud på hverdagen blandt børn og øvrige familiemedlemmer. Herunder de helt små søskende, som risikerer at blive alvorligt syge af influenza.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at forældre til børn i alderen 2-6 år tager imod det gratis tilbud om at få barnet vaccineret mod influenza.

Hos langt de fleste børn er influenza en mild infektion med et ukompliceret forløb. Men en lille andel af de smittede børn kan få komplikationer i luftvejene i form af nedre luftvejsinfektioner eller forværring af astma, som kan kræve, at man tilses af en læge og eventuelt indlægges. Det er dog meget sjældent, at børn dør af influenza.

Vaccination forebygger spredning af influenzavirus

Vaccination af børn på 2-6 år er med til at forebygge, at influenzavirus spreder sig i befolkningen. Børn rammes nemlig oftere af influenza end voksne. Fordi børn udskiller virus i længere tid og i større mængder end voksne, smitter de flere. Ved at forebygge influenza hos børn kan vi mindske risikoen for en regulær influenzaepidemi, og at mange i ældre aldersgrupper bliver smittet og syge.

Det er især vigtigt, fordi vi ved, at influenzavacciner virker dårligere hos ældre personer, som altså ikke nødvendigvis vil være fuldt beskyttet mod influenza, selvom de er blevet vaccineret. Det skyldes, at immunforsvaret med alderen bliver dårligere til at skabe effektiv immunitet.

Information

Hvornår skal børn vaccineres?

Fra 1. oktober vil alle børn i alderen 2-6 år have mulighed for at blive vaccineret mod influenza hos praktiserende læger.

Se hvor på Danmarkskortet

Hvilken type vaccine bliver børnene tilbudt?

Vaccination mod influenza til børn gives som en næsespray, der sprøjtes op i hvert næsebor. Denne vaccine er specielt udviklet og godkendt til børn.

Vaccinen er en såkaldt levende, svækket vaccine, ligesom vi kender det fra MFR-vaccinen.

Levende svækkede vacciner indeholder hele viruspartikler – i dette tilfælde viruspartikler fra fire forskellige influenzastammer, der er behandlet, sådan at de ikke kan give sygdom hos raske personer.

Hos personer med svært nedsat immunforsvar kan levende svækkede vacciner dog i sjældne tilfælde forårsage infektion. Derfor skal de have en anden type vaccine.

Børn tilbydes også en levende svækket influenzavaccine i andre lande, fx Finland.

Du kan læse mere om vaccinerne her


Skal alle børn have samme type vaccine?

Den vaccine, der gives som næsespray, må ikke gives til børn, der er allergiske over for de aktive stoffer eller et af de andre indholdsstoffer i vaccinen. Den må heller ikke gives til børn, der er allergiske over for gentamicin (en type antibiotika) eller for æg eller æggeproteiner. Vaccinen bør desuden ikke gives til børn med alvorligt svækket immunforsvar (fx børn med akut leukæmi) eller børn, der behandles med immunhæmmende medicin (fx højdosis kortikosteroider), eller med salicylater. Desuden bør den ikke gives til børn med svær astma eller kompromitteret vejrtrækning.

Hvis du er i tvivl, om dit barn kan tåle den vaccine, det tilbydes, anbefaler vi, at du taler med jeres praktiserende læge. Barnet kan i så fald blive vaccineret med en anden type vaccine.


Hvilke bivirkninger kan influenzavaccination give?

De hyppigste bivirkninger forbundet med influenzavaccination gennem næsespray er milde og varer ikke længe. Bivirkninger kan være tilstoppet eller løbende næse, hovedpine, feber, muskelsmerter og nedsat appetit. Risikoen for alvorlige bivirkninger, såsom allergiske reaktioner, er meget lille og på niveau med andre børnevaccinationer.

Er der andre lande, som vaccinerer børn mod influenza?

Tidligere har kun børn i særlig risiko, f.eks. pga. kronisk sygdom, fået tilbudt gratis influenzavaccination i Danmark. Flere andre lande har i flere år anbefalet eller tilbudt influenzavaccination til børn, herunder Finland, USA, England, Australien og Canada. Her er der registreret mindre influenzasmitte som følge af vaccinationen til børn. Vaccinationen, som tilbydes her i Danmark, har igennem en årrække været anvendt i bl.a. det engelske og finske vaccinationsprogram.

Hvor bestiller jeg tid til vaccination af mit barn?

Er du forælder til et barn i alderen 2-6 år, vil du modtage invitation til influenzavaccination til dit barn som Digital Post, som du kan læse på borger.dk, i e-Boks og mit.dk. Hvis du er fritaget fra Digital Post vil du modtage din invitation med posten.

Her kan du få overblik over hvor dit barn kan blive vaccineret mod influenza

Hvordan får jeg mit barn vaccineret?

Er du forælder til et barn i alderen 2-6 år, vil du modtage invitation til influenzavaccination til dit barn som Digital Post, som du kan læse på borger.dk, e-Boks og mit.dk. Hvis du er fritaget for Digital Post, vil du modtage dit barns invitation med posten.

Du kan få dit barn vaccineret fra 1. oktober hos praktiserende læger.

Nogle steder vil du skulle bestille tid ved at kontakte lægepraksissen. Der vil også være praksisser, der vil tilbyde arrangementer med åbent hus, hvor du kan få dit barn vaccineret uden tidsbestilling og uden for arbejdstid, hvis det passer jer bedre.

På Danmarkskortet kan du se, hvor du kan få dit barn vaccineret og hvilke muligheder der er i forhold til tidsbestilling, åbent hus mv. (Her kan du blive vaccineret mod covid-19 - Sundhedsstyrelsen).

Se også gerne de praktiserende lægers hjemmesider for relevant information. 

Hvordan kontakter jeg regionernes hotline?

Hvis du har brug for hjælp til at bestille tid til vaccination, kan du kontakte din regions hotline.

Region Nordjylland: 97 64 84 63

Region Midtjylland: 70 23 24 15

Region Syddanmark: 99 44 07 17

Region Sjælland: 70 20 42 33

Region Hovedstaden: 38 66 00 00


Opdateret 02 SEP 2022