xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

At stoppe med medicin er ligeså vigtigt som at starte - Seponeringslisten 2025 er i høring

IRF i Sundhedsstyrelsen laver hvert år en liste til læger over hvilke lægemidler deres voksne patienter med fordel kan stoppe med.

25 JUN 2024

Den nye oversigt, Seponeringslisten 2025, er i høring frem til mandag den 19. august 2024. Den er målrettet læger og skal hjælpe dem i overvejelserne om, hvornår og hvordan deres voksne patienter kan stoppe igen med lægemidler.

”Vi anbefaler, at der ved ordination af medicin altid bliver registreret en entydig beskrivelse af, hvad medicinen skal tages for (indikation) og en revurderings- eller slutdato for behandlingen,” fortæller Simon Tarp fra IRF i Sundhedsstyrelsen og fortsætter:

”Det kan være en udfordring for lægen at angive en slutdato, fordi der generelt mangler viden og anbefalinger for, hvornår et lægemiddel skal stoppes igen. Derfor anbefaler vi, at alle aktører på området tager stilling til varighed af behandling, seponering og prioritering af lægemidler, når de reviderer eksisterende og udgiver nye anbefalinger, retningslinjer og vejledninger.”

IRF i Sundhedsstyrelsen har som mål at nedbringe overforbrug af medicin. Det skal blandt andet ske ved at forebygge uhensigtsmæssig brug af medicin, særligt når patienter bruger mange forskellige former for medicin på samme tid.

I udkastet til den nye udgave opfordrer vi til at være opmærksomme på al den medicin, patienten tager – inklusiv håndkøbsmedicin og naturlægemidler – og tage stilling til den. 

I den nye version af Seponeringslisten er der også kommet større fokus på, om og hvordan ældre skrøbelige patienter kan stoppe med deres medicin. Generelt har ældre en øget følsomhed for både effekt og bivirkninger af medicin. Det betyder blandt andet, at ældre ofte kan klare sig med mindre dosis af medicin eller ligefrem undvære noget medicin.

Høringsversionen og høringsbrev kan ses på Høringsportalen:

Sundhedsstyrelsen sender den årlige opdatering af Seponeringslisten i høring

Frist for at sende høringssvar er mandag den 19. august 2024 kl. 12.00.

Om seponeringslisten og polyfarmaci

Læs mere om hvordan Seponeringslisten udarbejdes: 

Seponeringslisten 2024

 

Læs mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger for forebyggelse af polyfarmaci ved multisygdom:

Anbefalinger for polyfarmaci ved multisygdom